Ville hellere have haft en gammeldaws arkitekturudstilling

Dagbladet Politikens arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen er ikke begejstret for udstillingen Stenens hjerte ­– og slet ikke for det nye den byder på: “Det mest traditionelle i udstillingen … er for mig udstillingens absolutte højdepunkt,” skriver Ifversen om en serie videointerviews med Lundgaard & Tranbergs hovedfigur Lene Tranberg, der vises sidst i udstillingen.

“Det tager altså toppen af lysten til at gå ind!” skriver Politikens anmelder om dette budskab på en 4 tons tung mur ved indgangen til udstillingen, som ellers handler ret meget om forholdet mellem bygning og model, virkelighed og beskrivelse, byen derude og udstillingen herinde. Ved siden af muren står der på væggen: “Der er ikke plads til udstillingen her. Den består af bygninger der er større end den du befinder dig i.” (Foto Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.)

Fornyelserne, derimod, giver Ifversen ikke meget for. Spejle og stereoskoper stjæler billedet og en “kæmpemodel (1:20!) af Tietgenkollegiet … er en voldsom omstændelig indramning af en fotofortælling om livet i en af de mest underfundige bygninger i nyere tid.”

Udstillingen fortæller for meget om arkitektur i almindelighed og for lidt om Lundgaard & Tranberg Arkitekter i særdeleshed, mener Ifversen, der giver tre ud af seks mulige stjerner for udstillingen.

Det kan man selv undersøge, om man er enig i. Udstillingen kan ses to måneder endnu, frem til den 21.september.

Måske vil man se Tietgenmodellen som en hidtil uset måde at gengive en bygning på, hvor både skalaen og registreringsteknikken (Adam Mørks fotos optaget fra Bo Tornvigs drone) tillader at vise en bygning med liv i – ikke som en fotofortælling, men som en model af et beboet hus. Et ansigt med øjne.

Måske vil man se spejlene og stereoskopet som en ny måde at vise, hvordan en bygning (Skuespilhuset) indgår i sine omgivelser og er skabt og formgivet af en tegnestue, der er klar over at huset skal bidrage med noget til sin sammenhæng.

Måske vil man se udstillingens visning af Lundgaard & Tranbergs værker som et konkret eksempel på hvordan arkitektur kan fungere på mange nievauer på én gang — bl.a. som stoflighed, som fælleskabsramme og som kanalisering af strømme gennem livet. Den egentlige hyldest til tegnestuen er jo at den er et godt eksempel på, hvad arkitektur er og kan være. Et smukt eksempel på bestræbelsen på langsomt og nænsomt at nærme sig drømmen om at skabe en by der er blød som en krop (vendingen er fra det Inger Christensen-digt, der afslutter udstillingen).

Måske. Se selv. Sågar en småsur K.R.S. Ifversen finder det “skægt”.

Udstillingens model af Tietgenkollegiet i skalaen 1:20. Er det en meget omstændelig fotofortælling, som Politikens anmelder mener, eller er det en helt ny måde at vise en beboet bygning på, så den ikke – som de traditionelle arkitekturudstilingers hvide skummodeller – ligner et ansigt uden øjne? Foto: Kristian Ridder-Nielsen, Politiken.