Værsgo: Så er der arkitekturudstilling …

I en ny rolle som kurator har jeg taget livtag med bygningernes verden og søgt at vise, at man ikke skal se arkitektur som æstetik og objekter, men som kanaleringer af strømme. Det handler om tegnestuen Lundgaard & Tranbergs arkitektur og kan ses på Dansk Arkitektur Center,  DAC, på Christianshavn i København frem til slutningen af september.

Udstillingen har samlet bidrag fra mange fantastiske ildsjæle og rummer et rigt bud på arkitektur set fra bæredygtighedens front. Det handler om strømme, om fællesskab, om mennesker, sansning, syn, syner og stereoskoper. Det er på mange måder seværdigt og forhåbentlig tankevækkende.

Presse

Dagbladet Politiken beskrevet det hele således:

 

Dagen efter åbningen beskrev jeg det sådan her i DR2s Deadline, hvor nogle af de spektakulære droneflyvningsbilleder fra udstillingen blev vist (snapshot nedenfor).

 

En blog der beskæftiger sig med faglig formidling anmeldte det hele således:

 

Min egen oprindelige beskrivelse af udstillingens idé:

Stenens hjerte

Close Up III: Lundgaard & Tranberg Arkitekter

En udstilling om arkitektur tilrettelagt af Tor Nørretranders

Dansk Arkitektur Center 26. juni – 21. september 2014

Arkitektur handler ikke først og fremmest om smukke bygningsværker og iøjnefaldende konstruktioner. Arkitektur handler om at skabe rammer for menneskers liv og oplevelser – rammer for den strøm, af lys, energi, stof og mennesker, som er livets puls.               

Det grundpåstanden i Stenens hjerte – en udstilling om den internationalt fremtrædende danske tegnestue Lundgaard & Tranberg, som Tor Nørretranders har tilrettelagt på DAC. Udstillingen viser hvordan bygningers form ikke bare er æstetik, men skabt for at kanalisere en strøm af miljø og mennesker på et bestemt sted.                 

STENENS HJERTE er dermed ikke en klassisk arkitekturudstilling med skulpturelle modeller af arkitektens værker. Det er et mangfoldigt udtryk bestående af murværk, billeder, tekster, rindende vand, spejle, optiske effekter, bådture, computermodeller og digte, som aktiverer gæstens følesans, rumoplevelse, dybdesyn, tidsoplevelse og naturvidenskabelige nysgerrighed.  Det betyder ikke at bygninger og deres former og æstetik ligger udenfor udstillingens horisont. Slet ikke. Udstillingen rummer endda en bygningsmodel, men den skiller sig til gengæld så meget ud med sin størrelse, detaljerigdom og teknologisk princip, at de betyder en nyskabelse i arkitekturudstillingernes verden.

Fire af Lundgaard & Tranbergs værker spiller en hovedrolle i udstillingen – Tietgenkollegiet på Amager, Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen, SEB Bank ved Kalvebod Brygge og Fyrtårnet ved Østerport. De skildres på vidt forskellige måder, der alle undersøger, hvordan deres form er skabt for at kanalisere strømme af lys, luft og liv. Fællesskab er et gennemgående tema i forståelsen af hvorfor bygningerne ser ud som de gør: For at hjælpe til dannelsen af fællesskab – inde i bygningen eller udenfor.

Resultatet er en udstilling præget af både sten, mure, bygningsmaterialer og vandrør. Men også af poesi, videnskab, socialt ansvar og stedets ånd. Den handler om én bestemt, fremtrædende tegnestues værker, men den undersøger samtidig hjertet i arkitekternes bestræbelse på at skabe rammer for livets gang.    

“Det vigtige ved vandrør er ikke røret, men vandet”, står er på en af udstillingens mange store tekstplancher. Alligevel rummer STENENS HJERTE en installation, der består af tre forskellige vandrør, der leder vand ned i den samme vask. Et rør er af jern, et andet af plast og det tredje af kobber. De tre rør ser forskellige ud og er ikke lige smukke. Men de kan det samme: Lede vand. ”Det er ikke ligegyldigt, hvordan et vandrør ser ud, men det er omvendt heller ikke det vigtigste,” siger udstillingens  tilrettelægger (eller kurator, som det hedder i udstillingssprog), forfatteren Tor Nørretranders, der ellers mest er kendt for at beskæftige sig med naturvidenskab, miljø og samfund. Men det er på sæt og vis også hvad han gør i denne udstilling – set gennem arkitekturens briller og ved hjælp af spejle, der trækker udsigten over havneløbet udenfor DACs bygning ind i udstillingslokalet.

Udstillingens mest fundamentale greb er at den virkelige udstilling ikke er i udstillingslokalet: Udstillingen består af faktiske bygninger, der står ude i byen i forvejen. Selve udstillingen i DACs lokaler er blot ment som en øjenåbner, en introduktion til en tur ud i byen, hvor man kan kigge på bygningerne i det perspektiv, udstillingen har givet.

“Udstillingen er ikke her”, står der malet som graffiti på en fire meter bred mur, der møder udstillingens gæster, straks de træder ind af døren: ”Den er ude i byen.”