Hidsig højrefløj

Der er en pudsighed i modtagelsen af min bog “Samfundsglæde” blandt anmeldere og i pressen i det hele taget: Flere medier medier peger på at bogen repræsenterer en form for konservatisme eller ligefrem er reaktionær.

Dagbladets Informations anmelder Jan Maintz skriver:

Ideologisk fremstår han som en blanding af konservativ (vi skal bygge samfundet på det, der har vist sig at virke, og et organisk, antiindividualistisk samfundssyn) og venstreorienteret (lighed, stor velfærdsstat). Det minder om det, den britiske filosof Philip Blond kalder red conservatism: en socialt bevidst kollektivisme, der ikke er så optaget af liberalismens og socialismens fælles mål om individets frigørelse.

Deadlines Lotte Folke Kaarsholm spørger i et interview om bogen om: “er det inderst inde faktisk sådan en lidt reaktionær bog?” ( 23 minutter og 17 sekunder inde i udsendelsen).

Så det skulle vel vække glæde på højrefløjen med en sådan nyomvendt synder? Tværtimod: Bogen gør højrefløjen hidsig.

Berlingskes Rune Selsing var allerede på udgivelsesdagen 4. oktober ud med en anmeldelse, der gav to stjerner og en beklagelse: “De mange små strøtanker er hverken sjove eller oplysende og sjældent relevante, men understreger blot, at det er en ikke er noget gennemtænkt formål med udgivelsen.”

Jalving i JP udsnit

Jyllands-Posten giver torsdag kun bogen én stjerne. Den ideologisk markante Mikael Jalving, især kendt fra debatten om indvandrere – men også for sin afskedssalut til Helle Thorning-Schmidt, som han under overskriften “Farvel til Finken”  betegnede som en “Dukkepige” – bryder sig slet ikke om bogen:

“Det er som at høre sin irriterende onkels tåkrummende tale ved en konfirmation.Tor Nørretranders har vistnok skrevet mere end 30 bøger. Denne må være en af de ringeste.”

Vistnok?

EB Helhjertet knivføringBemærkningen om onklen var nok til at skaffe både Jalving og bogen gratis PR i Ekstra Bladet, hvor “Slyngelstuen”, som elsker groft sprog, i dag begejstret citerer onkelvittigheden. Der er efter bladets opfattelse tale om at Jalvings anmeldeselse er “helhjertet knivføring”.

Jalving er da også rigtig ked af både bog og forfatter:

Tor Nørretranders, der engang formåede at popularisere forskellige videnskabelige indsigter, er blevet velfærdsstatens fjogede advokat, der mimer den gamle lære om, at vi bør betale vores skat med glæde. Det kan han selv gøre. Han skriver og tænker, som om formynderstaten ikke eksisterer, og som om den pågående demografiske forandringaf Danmark og resten af Vesteuropa er fiktion eller irrelevant. Det passer åbenbart heller ikke, at Europa befinder sig i en krise med hensyn til, hvad der overhovedet skal blive af os og vores nationale fællesskaber i en eksponentiel og digital tidsalder, ligesom vi åbenbart også kan se helt bort fra, at kineserne kommer. Fra sit eksil på Samsø anbefaler den glade mand os at vise vores glæde og bruge vores indre lys til at lave verden om. Thi verden skal alligevel laves om, selv med udsigt til smilets by. Hvad er det for noget fis?

Ja, hvad er det for noget fis?

Glædesmanifest

“Et glædes-manifest fra den nye beboer på Samsø”, skriver 12 forskellige danske provinsmedier i dag om min bog “Samfundsglæde”. De mange medier bringer den samme anmeldelse forfattet af Erik Boel, kendt som tidligere landsformand for Europabevægelsen, der finder at det er “en bog man kan glæde sig over. Bogen emmer af en optimisme og en livslyst, der ganske enkelt er smittende.”

“Bogen kan stærkt anbefales. Den er god at lune sig ved i en på flere måder kold tid,” står der i anmeldelsen, som fredag blev bragt på webstederne for Randers Amtsavis, Fyens.Dk, Dagbladet Holstebro-Struer, Viborg Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Jv,dk, Fredericia Dagblad, Faa.dk, Århus Stiftstidende, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing Skjern og Samsø-Posten, som også har den på tryk i dag.

Alle lokalmedierne bringer anmeldelsens særlig betragtning om bogens omtale af Samsø: “Bogen har et særligt budskab til Samsø: Nørretranders hylder Samsøs verdensberømte omstilling fra at være importør af fossil energi til at blive eksportør af vedvarende energi. Men opfordrer til, at Samsø går skridtet videre og bliver selvforsynende med madvarer. Producenter og forbrugere bør slutte sig sammen for at skabe en selvforsynende ø med fødevarer. Som Nørretranders udtrykker det: Sammen kan vi selv! En spændende vision.”

I Samsø-Postens udgave af anmeldelsen optræder en sætning, som næppe skyldes Erik Boel, og i hvert fald ikke kom med i de andre lokalmedier, men nok snarere er indføjet af Samsø-Postens medarbejder Jens Øster-Mortensen: “Nørretranders tror på det gode i mennesket og deler ud af sin kærlighed til alle mennesker.”

Sort på hvidt!

 

Samsø-Posten

Samsø-Posten

Raketfilm

De talentfulde videomagere fra Raketfilm, “Antropologisk Videoproduktion” (!), har lavet en lille tre-trinsraket af videoer om min bog “Samfundsglæde” for People’sPress.

Første trin handler om kropsglæde og samfundsglæde.

Andet trin handler om taknemmelighed og samfundsglæde.

Tredje trin handler om klima og samfundsglæde.

 

 

 

Tegnet-LOGO-tweb-2

 

Raketfilm kan noget                                        med mennesker og billeder

Velgørende bog

Lektørudtalelse DBC Vurdering

“Fremragende og velgørende bog, hvor Nørretranders unikt formår at formidle så læserens egne tanker glade myldrer frem. Simpelthen en fornøjelse at læse.”

Så smukt lyder en “Vurdering” af bogen “Samfundsglæde”. Udsagnet er en slags konklusion en lektørudtalelse, også kaldet materialevurdering, fra DBC, Danmarks Bibliotekscenter – en afgørende vurdering af en bog, fordi den danner grundlaget for bibliotekernes beslutning om indkøb og i øvrigt er den eneste betydende form for anmeldelse, der ikke kommer fra et kommercielt medie. “Et must på alle biblioteker”, lyder dommen.

Lektørudtalelsen skriver, med udgangspunkt i et citat fra bogen:

“’Vi lægger mest mærke til kriser og ballade, ikke hvordan hverdagen fungerer.’ Og at netop det går ud over vores fælles glæde for samfundet, samfundsglæden, er en af de vigtige pointer i Tor Nørretranders skarpe debatprovokerende bog. Guf for dem, som holder af at læse og tænke tanker selv om menneskelivet og samfundet.”

Og det er jo guf for en forfatter at læse sådan en lektørudtalelse –

… også selvom den får fødselsåret til at være 1944, hvor det retteligen er 1955 :-)

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse

Bestseller –

“Samfundsglæde” ligger nr. 1 på bestsellerlisten for filosofi på Saxo, landets største netboghandel. Bogen ligger nr. 2 på Saxos liste  over bestsellere indenfor kategorien samfund.  Meget fornemme placeringer, der svarer til biledet fra andre boghandlerkæder, der bruger mindre fintmaskede emneopdelinger og også inkluderer bøger solgt i fysiske boglader.

Saxis bestsellere indenfor filosofi

Saxis bestsellere indenfor filosofi

Arnold Busck-kæden har “Samfundsglæde” som nr. 4 på listen over faglitteratur som også omfatter f.eks. historie, natur og psykologi.

Arnold Busck faglitteratur 2810119

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boghandlerkæden Bog & Idé har “Samfundsglæde” som nr. 6 på en bestsellerliste der også omfatter mad, livsstil og julehygge.

Bog og Ide Bestllere faglitt

Altmuligmand

Weekendavisens bogsektion Bøger udnævner mig i dagens anmeldelse af “Samfundsglæde” til at være en altmuligmand. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en altmuligmand en “person der kan klare hvad som helst” og det er jo ikke så tosset. 

Som man vil huske fra Anders And & co. er altmuligmand noget, man kan være på margarinefabrikken, hvilket Anders ikke altid var lige tilfreds med. Så han prøvede at blive noget ved musikken i stedet. Og det gik som alting går for Anders.

Fra hjemmeside om Carls Barks, skaberen af Anders And & co. http://www.cbarks.dk/musikken.htm

Fra hjemmeside om Carls Barks, skaberen af Anders And & co. http://www.cbarks.dk/musikken.htm

Weekendavisens anmelder Johanne Thorup Dalgaard finder bogen velskrevet med “masser af interessante indsigter” med “sit bredt favnende perspektiv forankret i både naturvidenskab og filosofi”. Bogen rummer en “fortrøstningsfuld tone”, skriver Dalgaard om “Samfundsglæde” og tilsvarende om Silas F. Harrebyes “Sæt strøm på demokratiet”. De to bøger anmeldes sammen under overskriften “Samfundsgymnastiske øvelser på gulv”.

Dalgaard skriver: “Jeg kan personligt ikke lade være med mentalt at slå opgivende ud med armene, når jeg skal forholde mig til så luftige begreber som ‘samfundsmotion’ og ‘drømmekraft’ i en tekst, hvor emnet er de helt store og alvorlige kriser, verden står over for.”

Udslag med armene er vel også en slags øvelse på gulv?

De to begreber har ellers fået et helt kapitel hver i bogen.

Bogen beskriver begrebet drømmekraft således: “Drømmekraft handler om evnen til at se en mulighed for sig og gå efter den. Det gælder overalt i samfundet, fra de politiske bevægelser og det lille lokale initiativ til den store forretningsidé. Drømmekraft peger på de muligheder, der opstår, hvis vi går sammen om at udvikle samfundet. Historien er én lang fortælling om ting der bare sker tilfældigt af sig selv, men det er også fortællingen om ting der sker fordi nogen havde drømmekraft. Nogen turde se det for sig og leve det ud. Med risiko for at det gik galt og fik den modsatte virkning af det ønskede. Drømmekraft handler om at turde drømme om en bedre verden.”

Når det gælder om at få motioneret samfundet, skriver bogen: “Hvis vi udforsker analogien med kropsglæden, kan vi sige at det handler om at få brugt samfundet, at få gang i systemet, at få kredsløbet til at køre, at mobilisere alle kræfter og aktiver i samfundet. Ikke bare ved en intens økonomisk vækst styret af nogle få, men gennem aktiviteter som sætter en dagsorden for alle i samfundet og dermed aktiverer alle i samfundet. En fælles opgave, en fælles dagsorden, som får strømmen til at strømme og giver en glæde ved at det hele bliver brugt. En fælles dagsorden, som ikke bare er at fjerne ulykker, men at gøre noget ekstraordinært sammen. Noget positivt, der skaber et bedre samfund, en bedre verden. Chancen er der. Det handler kun om at gribe den. Nu. Det er ren og skær verdenshistorie, der sker i disse år, det er de nulevende generationers store opgave, tiden er kommet: Klimakrisen skal løses.”

Udfordringen gælder altså alle og enhver, alle mulige mennesker,  altmuligmænd og altmuligkvinder og altmuligkøn.

Get moving.

 

Æbleskud

Forfængelighed er nøgleordet i en anmeldelse af “Samfundsglæde” i Kristeligt Dagblad under overskriften “forfængelighed står i vejen for en bog der kunne have været god”.

Historikeren Jes Fabricius Møller er ikke meget for bogen eller dens forfatter om hvilken han skriver: “Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.”

Ligner?

Historikeren har dog et vist belæg for én af sine pointer, som han tydeligvis er vældig stolt af: Ordet samfundsglæde er ikke nyt, men optræder i et digt fra 1893 i “en helt anden betydning. Havde historikeren googlet ordet ville han se at det optræder sporadisk i nyere tekster. Så ordet findes i forvejen, men meget sjældent. Så uha! Det er ren forfængelighed når jeg fortæller min læsere at de ikke skal undre sig over om de kender ordet, fordi dette meget mundrette udtryk samfundsglæde næppe er noget man har hørt før.

Det er et nyt begreb, der betegnes med et ord der ikke findes i normal brug i det danske sprog. At kalde det et nyt ord er således diskutabelt, men ikke misvisende.

Men sørgeligt selvfølgelig, at det har tirret i hvert fald én læser helt derud hvor han tydeligvis ikke kan se bogen (eller forfatterskabet) for bare ord.

Sundhedspolitiske stjerner

Det indflydelsesrige Sundhedspolitisk tidsskrift uddeler på usædvanlig måde stjerner i en anmeldelse af “Samfundsglæde”. Bogen som helhed får flotte fem ud af seks mulige stjerner. Men kapitlet om sundhed opnår ikke samme anerkendelse og får blot to stjerner.

Sundhedspolitisk tidsskrift forklarer stjerneuddelingen med at bogen hævder at læger bluffer når de er uvidende og at patienterne brokker sig, også når er tilfredse. Derfor falder dommen således:

“Samfundsglæde – sammen kan vi selv” er en meget bedre bog end det forholdsvist fyldige kapitel 4 om sundhed og sygdom, som desværre roder sig ud i nogle mærkeligt udokumenterede postulater, som nogle gange bliver så vidtløftigt ikke-faktuelle, at det er svært at vide, hvad man skal stille op med dem andet end at ærgre sig over, at en ellers dygtig og originalt tænkende skribent ud i debat og populærvidenskab ikke har strammet hjelmen noget bedre.

For selv om Nørretranders selvfølgelig har ret i, at en styrkelse af et lands borgeres sundhed først og fremmest starter ude i samfundet og ikke i sundhedssektoren, så kunne det ikke desto mindre have været spændende at få kastet et netop originalt, motiverende, optimistisk og kærligt lys udover det moderne, dramatisk komplekse og ofte nødlidende sundhedsvæsen. Et væsen som i langt højere grad lider under dårligt fungerende it-systemer, et stigende antal patienter, mangel på tid, penge og personale samt struktur-, ledelses- og kompetenceproblemer end under bluffende, magtsyge læger og deres glemsomme, utaknemmelige og højlydt brokkende patienter.  Nørretranders forekommer mod sædvane ikke at have styr på sin offer-bøddel akse, når han kaster sig ud i at skrive om sundhedsvæsnet. Øjj, hvor ærgerligt. 

Døm selv.

Nobelpris til Jim Peebles

 

I det store hele er det ingenting, lokalt er det meget aktivt.

download

Den fremtrædende canadiske kosmolog Jim Peebles får halvdelen af årets Nobelpris i fysik. Det er en ualmindelig velfortjent Nobelpris, som gør mig voldsomt velfornøjet. For Peebles har tilbage i 1979 afleveret det mest uforglemmelige svar jeg nogen sinde har fået på et spørgsmål. Det foregik under en stor konference i Auditorium U på Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej i København, hvor jeg spurgte Peebles, den ledende forsker indenfor studiet af universets struktur i den helt store skala, hvad han havde fundet ud af om stoffets fordeling i kosmos.

“On the overall it’s nothing. Locally it’s very active”, svarede Peebles: “I det store hele er det ingenting. Lokalt er det meget aktivt.”

Jeg var fuldstændig paf over formuleringen, som jeg gengav i Dagbladet Information, hvor jeg dengang var videnskabelige medarbejder og siden i bogen “Den blå himmel” fra 1987 (s. 37-38), “Verden vokser” fra 1994 (s. 81-82)) og mange andre steder, senest  et foredrag den 27. september i år på SciVi, den internationalt førende årlige konference om animationsfilm som fortælling om  videnskablige stof, der af alle steder afholdes i Viborg.

On the overall it’s nothing, locally it’s very active er nærmest min livsfilosofi eller verdensanskuelse. Konkret og kosmologisk betyder det at universet i den helt store skala er  jævnt og ens. Der er ikke forskel på den ene og den anden ende af universet (som jo så også er uendeligt). Galaksernes fordeling er jævn i den helt store skala. Men lokalt myldrer det med galaksehobe, galakser, stjerner, planeter, fodgængere og jazzmusikere.

Gennemsnittet af alting er bare gråt og strukturløst, men i detaljen er der myldrende gang i den. Ligesom livet. Overordnet set er det jo bare ingenting, fødsel, travlhed, weekend, travlhed, død, ingenting igen. Men lokalt i livet, i øjeblikkene, forårene, stunderne, sejrene og skuffelserne – da bugner det af forskellighed, mangfoldighed og vidunderlighed.

Det er ikke noget man kan tage Peebles til indtægt for at synes, men det er inspireret af hans lille one-liner. Og det er slet ikke det han har fået Nobelprisen for at finde ud af – og så alligevel, for det er hans poetiske sammenfatning af hvordan verden er indrettet.

Jim Peebles mest berømte og fantastiske bidrag var en beregning han foretog i 1965 som helt ung forsker, hvor han viste at universet ved sin skabelse måtte have efterladt en stråling, der fyldte hele verdensrummet og havde en temperatur på få grader Kelvin (absolut temperatur). Det lille regnestykke viste sig yderst relevant da to ingeniører ved telefonselskabet AT&T samme år ikke kunne forklare en støj i deres radioteleskop.De troede det stammede fra duemøg efterladt i en duerede i det store teleskop. Men nej.  Peebles kunne forklare dem at det var ekkoet fra universets begyndelse. Opdagelsen fik de to ingeniører, Arno Penzias og Robert Wilson, Nobelprisen for i 1978. Så det var ved at være på tide at den altid muntre Jim Peebles også fik sin.

Et vækkelsesprojekt

Foto: Sigrid Nygaard

Foto: Sigrid Nygaard

“Nørretranders’ bog er et vækkelsesprojekt: Vi skal få øje på alle de eksisterende værdier, som vi ikke lægger mærke til, og være glade for og stolte af vores samfunds præstationer,” skriver Information om Samfundsglæde. 

“Det hele ligger i den begrundende relation mellem bogens titel og undertitel, Samfundsglæde – sammen kan vi selv: Hvis vi bliver glade for samfundet, kan vi som borgere og civilsamfund i fællesskab nedefra håndtere kriserne og gennemtvinge gode politiske beslutninger. Det er en på én gang besnærende og dristig tese.”, skriver  Jan Maintz’ i den usædvanlig vitaminrige og tankevækkende anmeldelse (bag betalingsmur) i iInformations weekendtillæg Moderne Tider.

Men lidt for dristig er bogen i følge anmelderen. Ganske vist skriver Maintz: “… som manifestagtig, retorisk og spidsformulerende debatbog er den tankevækkende og fuld af originale pointer, og som forandringslystent og opbyggeligt spark i røven er den glimrende.”

Men:

“Nørretranders’ friske bog gør sig næsten lidt for sårbar over for kritik: Stedvist geråder den i overdrivelser (for eksempel: i fremtiden »skal alting laves om, alting«), i for hurtige analyser (for eksempel: politikerne har i årtier blot været administratorer, der gav perifere minoriteter skylden for dårligdomme, og de borgerliges eneste vision er at sænke skatterne) og i en kolossal tiltro til sprogs og ideers forandringskraft. Også bogens bærende tese om, at samfundsglæde er vejen ud af kriserne, forbliver mere spekulativ og håbefuld end godtgjort. Bogen vil i det hele taget svare på meget store spørgsmål meget hurtigt.”

Foto: Sigrid Nygaard

Foto: Sigrid Nygaard

Maintz sammenligner bogen med nogle af tidens store og berømmede bøger:  “Tænk påThomas Piketty, Francis Fukuyama, Shoshana Zuboff eller Stéphane Hessel. Eller på vores egen Svend Brinkmann.” Men der er en forskel: Det “kendetegner ofte de berømmede bøger, at de behandler en enkelt krise, og at løsningen har fokus på politiske institutioner eller store strukturer: Lovgivning skal reducere den økonomiske ulighed, flere samfundslag skal repræsenteres af de politiske eliter, et fælles politisk-demokratisk grundlag skal skabe en national identitet, de demokratiske institutioner skal revitaliseres og så videre.”

“Forfatter og debattør Tor Nørretranders’ nye debatbog, Samfundsglæde – sammen kan vi selv, har også vores aktuelle krisetid og en løsning som sit emne, men både hans empiriske felt, tilgang og løsning afviger fra de dominerende bøger. Hans emne er en stribe af kriser – han er optaget af både klimakrisen, ulighedskrisen, fællesskabets krise og meningskrisen – og hans ærinde er at vise en vej ud af hele dette krisemorads: Hans løsning ligger i en tilgang, der ikke fokuserer på materielle strukturer eller politiske institutioner, men træder et skridt tilbage og ser kritisk på, hvad der egentlig sker i det enkelte menneskes hoved.”

“Nørretranders er ikke bleg for at slå store brød op, formulere enorme påstande og bevæge sig på de højeste nagler. Han fastsætter i en håndevending menneskets natur, store årsagssammenhænge og betingelsen for forandring. Og så er hans bog en tiltro til ideer og til sprog, både som hans debatbogs særlige virkemiddel og som det, der skal bane vejen for samfundsglæden og forandringen.”

Anmelderen peger på slægtsskabet med den retning indenfor politisk filosofi, der kalder sig kommunitarisme – et slægtskab, jeg i øvrigt flere gange tidligere har overvejet at skrive om, især i forbindelse med bogen “Fælledskab” fra 2011, men fandt for forskelligartet, fordi  kommunitarismens fællesskaber vokser ud af fælles værdier, mens fælledskabets fællesskaber vokser ud af fælles udfordringer. Men nu vil jeg således inspireret kigge på det igen.

Foto: Sigrid Nygaard

Foto: Sigrid Nygaard

Kristian Villesens store interview om bogen og dens omverden i samme nummer af Moderne Tider er nu tilgængeligt på information.dk hvor man kan beundre Sigrid Nygaards mageløse fotografier.

Foto: Sigrid Nygaard

Foto: Sigrid Nygaard