Kategoriarkiv: Dansk

Det fornemme forsvinder

Hvilken lettelse: “De fornemme spisesteder er ved at dø”, siger Christian Puglisi, der er chefkok og medskaber af spisestederne Restaurant Relæ og Manfreds og Vin i Jægersborggade på Nørrebro. Det er ved at være slut med at ambitiøs madlavning skal være reserveret steder, hvor der kræves fisefornem påklædning og pæne manerer. God mad bliver for alle mennesker, der vil være med.

Rigtig mange kan faktisk være med på et sted som Manfreds, der i intense og overskuelige omgivelser kan levere et storslået måltid for under 500 kr.  Lige måden at starte en aften i byen.

Christian Puglisi kommer med sin spådom om den fornemme madlavnings snarlige død i en rundbordssamtale i det seneste nummer af det internationale livsstilmagasin Monocle. I første omgang er det en artikel i det trykte magasin, senere kommer en radiooptagelse af samtalen på monocle.com/24.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i rundbordsamtalen om fremtidens mad, hvor også Søren Ejlersen fra den økologiske detailhandler Aarstiderne og dessert-chefen Rosio Sanchez fra restaurant noma var med.

Rundbordsholdet fra Monocle: Christian Puglisi, Søren Ejlersen, mig, Rosio Sanchez. (Foto: Jan Søndergaard).

Rosio Sanchez’ bud på fremtidens mad var ikke mindre interessant end Puglisis: “Det ville være godt hvis landmændene i højere grad blev kokke.”

Fremtiden vil byde på god mad uden fine fornemmelser og på bønder der laver sublim mad. Grænserne mellem jord og bord viskes ud og vi begynder at spise maden fordi den smager godt, ikke fordi den er fornem.

Det er virkelig en perspektivrig udvikling, der tegner sig. I første omgang for de få, snart for de mange.

Min egen spådom for fremtiden var at vild mad bliver en megatrend.

Fra Monocle

 

Støt et mirakel – støt Wikipedia

Wikipedia er på mange måder et moderne mirakel. Men miraklet mangler penge. Støt dem. Her er en side, hvor du kan sende penge.

Her er en artikel tilbage fra april 2006, hvor den stod i Dagbladet Politiken.

Artiklen forklarer, hvorfor ordet “mirakel” er rigtigt at bruge i sammenhæng med Wikipedia.

Og hvad har vi lært siden? At Wikipedia er væsentlig mere troværdigt og væsentlig mere uundværligt end vi troede.

 

Al verdens viden

Mirakel er et voldsomt ord at bruge, selv på denne årstid. Men det trænger sig ikke desto mindre på, når man ser på den helt mageløse kendsgerning, at der findes noget, der hedder Wikipedia – og at det virker.

Wikipedia.org er et leksikon på internettet, i dag suverænt verdens største leksikon med flere ord og flere artikler end noget andet på tryk eller på skærm. Det er gratis, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, men det virkelig skelsættende er, at det er skrevet og redigeret af læserne selv.

Alle og enhver kan til hver en tid gå ind og rette i al tekst i dette enorme leksikon. Man kan tilføje, stryge og ændre så tosset man vil. Et helt ekstremt eksperiment med brugerdeltagelse.

Alligevel har det vist sig at skabe et stabilt og troværdigt produkt. Betydningen af dette forhold kan næppe overdrives.

Der foregår i disse år en forvandling af internettet. Efter sammenbruddet for de hede drømme om nye milliardfirmaer, da dot.com boblen brast i 2001, anså mange de store visioner om nettet for døde.

Men siden er der skabt en ny generation af aktiviteter, der går under betegnelsen Web 2.0, hvor nettet er blevet en platform for samarbejde.

De mest succesrige web-steder er dem, der gør det muligt for brugerne at hjælpe hinanden. Web-stedet giver ikke brugerne indholdet, men lader dem give det til hinanden.

Klassiske eksempler er søgemaskinen Google, der rangordner listen over søgeresultater efter andre brugeres brugsmønstre, og indkøbsstedet Amazon, der lader køberne vide, hvad andre kunder, som har samme købshistorie, har interesseret sig for.

Nyere eksempler er chat-steder, blogs og det kollektive fotoalbum Flickr.com. Brugerne lægger fotos ud på webstedet og påhæfter dem  tags  – en slags mærkning. Man sorterer egne og andres billeder intuitivt og associativt, snarere end efter en centralt defineret systematik. Der er i dag over to millioner brugere.

Allermest bemærkelsesværdigt er Wikipedia, der blev startet i 2001, året da boblen brast.

I dag rummer det engelsksprogede Wikipedia mere end en million artikler. Det er langt flere end f.eks. det store og med rette ansete leksikon Encyclopædia Britannica, der rummer 65.000 artikler på papir og 120.000 i digital form.

 Wikipedia er mindre på andre sprog, den danske udgave rummer f.eks. 40.000 artikler. I alt findes der Wikipediaer på 200 sprog!

Denne verdens nørder er flittige. Men kan man bruge det til noget?

I begyndelsen anså jeg Wikipedia for en mediesociologisk kuriositet, der var morsom at konsultere, fordi man ofte fandt pudsige vinkler og sjove links til ukendte hjemmesider.

Men gennem det sidste årstid har jeg konstateret, at jeg oftere og oftere starter med at konsultere Wikipedia, for siden at bruge de etablerede leksika som kontrol (det er under alle omstændigheder altid klogt at bruge mindst to opslagsværker).

Når det gælder aktuelle sager i politik og videnskab er Wikipedia ofte ekstremt hurtigt opdateret, modsat de etablerede leksika.

Men tør man tro på det?

Verdens førende videnskabelige tidsskrift Nature sendte i efteråret 2005 en stribe artikler om videnskabelige emner ud til faglig bedømmelse. Hvert af 42 emner var belyst med to lige lange artikler, den ene kom fra Encyclopædia Britannica, den anden fra Wikipedia. De lærde bedømmere fik artiklerne præsenteret, så de ikke kunne se, hvor de kom fra.

Opgaven lød: Find fejl i teksterne. Efter at have modtaget svarene, opregnede Natures redaktion så, hvor mange fejl, der gennemsnitligt var i de to leksika.

Der var i gennemsnit er tre fejl i en artikel fra Britannica, fire i en fra Wikipedia. Det er en meget lille forskel, især når man tager frembringelsesmetoden i betragtning.

Britannica har da også for nylig udsendt en længere protest over Natures opgørelse. Men Nature fastholder sin bedømmelse: Et stort kollektiv af ildsjæle laver noget, der er næsten lige så fejlfrit som et stort betalingsleksikon, der udgør resultatet af tusindvis af højtuddannede menneskers samarbejde, styret af højt kompetente redaktioner.

Hvordan er det muligt?

Wikipedia bygger på Wiki-teknologi, software, der tillader store grupper af mennesker at samarbejde om f.eks. en tekst. Princippet er det enkle, at alle kan redigere alt, høj såvel som lav.

Men hvorfor ender det så ikke i det rene sludder? Fordi alle kan redigere  alt.  Lige så snart en bøhtosse har indtroduceret noget vrøvl eller fjernet noget godt, er der andre, der redigerer tilbage. Wiki-teknologien gør det enkelt at rette baglæns og at se det historiske forløb af rettelser.

Visse opslag låses periodevist, når for mange nynazister udøver hærværk, men i det store hele er systemet stabilt, selv uden indgriben.

Wikipedias styrke kommer sig af at mange bruger det, så mange brugere hele tiden kontrollerer teksten og retter fejlene. Jo flere brugere, des mere robust bliver værket mod fejl.

Og dét er det egentligt epokegørende – samarbejdets logik. Industrisamfundet handlede om at kvalitet kostede mange penge. Netværksamfundet handler om, at jo flere der bruger noget, des mere er det værd.En ny tids mantra: Dyrt er dårligt. Billigt er bedre. Gratis er godt.

Henvisning til Natures artikel og Britannicas svar på http://en.wikipedia.org/wiki/Encyclopædia_Britannica, se afsnittet Internet encyclopaedias.

Steven Levy & Brad Stone: “The New Wisdom of the Web”, Newsweek, April 3, 2006.

dele af denne tekst står også i min bog Civilisation 2.0 fra 2007.

 

Og igen: Støt Wikipedia

Tillid, generøsitet og … ledelse

 

Ordene tillid og ledelse kan faktisk forekomme i samme sætning, endda i samme navn: Akademiet for Tillidsbaseret Ledelse, grundlagt af gode universitetsfolk.  I 2010 afholdt akademiet sin første konference, hvor jeg var inviteret til at tale. Resultat kan findes på nettet i form af en stribe videoer fra foredraget. Lyden er god — og det er jo det vigtigste.

Vinbog med pondus

Velsmag som miljøpolitisk våben får nye facetter med en bog om vin som har interesse for andre end vindrikkere. Den rummer en overraskende historie om Københavns rolle i verden. Her er bl.a. mit forord til bogen.

Mens medierne i går kunne fortælle. at antallet af gæster, der forgæves forsøger at booke et bord på verdens førende restaurant – noma på Christianshavn – er over 1 million om året (!), udgiver nomas karismatiske og sprudlende sommerlier (vinkyper) svenskeren Pontus Elofsson i dag en bemærkelsesværdig bog om vin: På Noma får man vin med klumper i.

Jeg blev temmelig forbløffet da Pontus Elofsson i sommer ved et opvarmningsarrangement dagen før det store MAD Food symposium på Refshaleøen spurgte mig om jeg ville skrive forord til en bog om vin, han havde undervejs. For der kan gå år mellem at jeg drikker et glas vin, så det var som at bede den blinde forklare om farverne, forklarede jeg. Men Pontus insisterede – og jeg gik med på at læse manuskriptet for at se, om jeg havde noget at bidrage med.

Og så var jeg bare helt solgt. Ikke bare er det en underholdende, charmerende og kær bog om en vinkenders oplevelser i det københavnske restaurationsliv og tilværelsen i øvrigt. Og ikke bare er det et betydningsfuldt vidnesbyrd om den helt unikke og også internationalt enestående courage, selvtillid og vovelyst, der i disse år præger den københavnske restaurationsverden og gør den til en af verdens mest interessante. Men bogen er også en miljøpolitisk øjenåbner, der viser hvordan den bestræbelse på at skabe bedre vin, som i disse år brager igennem med den kemi-løse naturvin, er en vejviser til en anden fødevarepolitik.

Det kolossale opbrud der i disse år præger den globale madscene har også sin vin-udgave og den har Pontus Elofsson forklaret, så alle kan være med.  Og han har endda gjort det så man kan forstå, hvordan de danske medier i deres dækning af mad & vin helt har overset denne totalt forbløffende historie: København hører i dag blandt verdens absolutte vin-metropoler — måske er Paris og Bruxelles bedre, når det gælder naturvin på restauranterne, men København kan hamle op med New York, Barcelona, London …

Det virkede for bare få år siden det totalt usandsynligt at den danske hovedstad skulle kunne huse verdens førende restaurant. Men det var det vel egentlig endnu mere usandsynligt at København skulle kunne blive toneangivende på vinområdet. Men det er den gode nyhedshistorie, som først nu bliver fortalt.

Så det var ikke svært at indse, at jeg skulle sige ja tak til at skrive om farverne. Her er mit forord til bogen, der udkommer i dag:

In vino veritas

Hvorfor i al verden bede et menneske, der til hver en tid vil foretrække Nomas juicemenu frem for vinmenuen, om at skrive et forord til en vinbog? Og hvorfor dog sige ja?

Fordi Pontus Elofssons fortælling om mad og vin har interesse langt ud over vinkendernes kreds, ja, endda langt uden for vindrikkernes kreds. For det er en munter og læseværdig fortælling, der rammer lige ned i en stribe af de mest centrale spørgsmål om mad og miljø.

Når det gælder maden, er det ingen hemmelighed, at kokke som Nomas René Redzepi og hans internationale kolleger i disse år er drivkraften bag en enorm udvidelse af horisonten for forståelse af, hvordan det, vi spiser, påvirker os selv og den planet, vi bebor. Opdagelsen af alt det spiselige, man finder i de nordiske lande, når man gør sig den ulejlighed at kigge ordentligt efter, er blevet et globalt forbillede for kokke, der verden rundt leder efter glemte råvarer i deres lokalområde. Noma har vist, at man kan spise ting, der var overset – og at virkelig god gastronomi ikke handler om at være meget ferm til at lave underlige retter ud af velkendte råvarer som kartofler og oksekød, men tværtimod om at være dygtig til at præsentere naturens utallige rigdomme appetitligt på en tallerken.

Kokke er blevet udforskere af planeten. Deres kyndighed i velsmag og dejlighed bliver vejviser for, hvordan vi kan opfinde en måde at spise på, som er i pagt med både planetens og vores egne behov. Det er en meget stor revolution i opfattelsen af mad, som giver baghjul til al den hule bedreviden, som ernæringsforskere har stillet op med – og al den unødvendige nøjsomhed, som miljøfolk har prædiket. Budskabet er det enkle, at vi som biologiske væsener er udstyret med en smagssans og en appetit, som er langt klogere, end vi troede. Hvis vi går efter det, der smager virkelig godt – og ikke bare distanceblænder os med sødme og fedme – er det sjovt nok også virkelig sundt for os og for planeten.

Denne bog viser, at dette forhold ikke bare gælder mad, men også vin. En revolution svarende til den på madområdet indfinder sig på vinområdet, som også har været martret af industrialisering, monotoni og kemi. Nu genopdages vine som vidnesbyrd om et områdes særlige kvaliteter og klimatiske muligheder. Naturvin – vin nature – bliver en udforskning af vores eget smagsapparat og af jordbundens og vegetationens muligheder.

Det er vigtigt, fordi vinenes verden har en ældgammel tradition for at kalde på det mest raffinerede i smagssansen og lugtesansen. Vine har været genstand for meget nørderi og har fremtvunget et forfinet sprog for smag. Derfor bidrager vinrevolutionen på helt afgørende måde til tidens store miljøpolitiske udfordring: genopdagelsen af smagssansen som vejleder i verdens spiselighed.

Når de 9 milliarder menensker, der vil være i verden i midten af dette århundrede, skal have mad, nytter det ikke at forlade sig alene på ernæringseksperter og miljøkyndige. Vi er nødt til også følge vores egen nysgerrighed med næse og gane. Vi skal opdage alt det spiselige, der findes i verden, som vi glemte gennem århundreders tåbelig fokusering på industrialisering og deraf følgende reduktion i antallet af anvendte råvarer.

Lige nu er denne bevægelse en form for grundforskning, som udfolder sig på meget specielle restauranter som Noma, der udforsker vilde planter, underlige insekter og naturvine. Om få årtier kommer det på middagsbordet hos os alle sammen, rige såvel som fattige. Det er der grund til at glæde sig til.

Derfor er denne bog vigtig – også for en der hellere vil nyde Nomas ekstraordinært fantastiske udvalg af birkesaft, juicer og vand end drikke restaurantens vine sydfra. For bogen handler om, hvordan man smager på verden, snakker om dens herlighed og bliver glad derved.

Appetit på livet er godt for os selv og for planeten.


 

 

 

Da  bogen i går blev fejret ved en reception på husbåden Grønsund, der ligger til kaj ud for noma, skortede det ikke på kollegial hyldest til den glade svensker, der er en del af forklaringen på nomas usædvanlig varme arbejdsmiljø med dets stærkte præg af  holdånd og mod. Restaurantchef Lau Richter leverede nyheden om at en ny egenproduceret øl, som noma lancerer i disse dage, får navnet “Pontus”, mens Rene Redzepi kunne aflevere et indrammet grafisk print i stil med bogens forside med indskriften “Keep sparklin'”.  

Tillid til intervieweren

Et i øvrigt meget skægt interview i Højskolebladet – om bl.a. tillid til intervieweren og om at få interviewtekster til godkendelse inden de går i trykken – ledsages af et foto som er sjovt, men jo så ikke var til godkendelse. Det er fra en helt anden sammenhæng – et fem år gammelt interview i Politiken om bogen Civilisation 2.0

Biledet er bestemt sjovt, måske endda relevant. Men mærkeligt at man aldrig får billeder til godkendelse — så meget de betyder for oplevelsen af hele budskabet. Men nu kan du jo vurdere, hvad billede og tekst betyder for hinanden:  se selv …

Bladets forside med et andet billede

Men helt bortset fra finurligheden omkring interviewerens leg i teksten med min godkendelse af teksten og min leg her med ikke-godkendelsen af billedet, er det et vigtigt tema, Højskolebladet tager op i sit nummer om tillid, der rummer vægtige indslag.

Interviewet handler også om andet end sig selv …

 

 

 

Mere, mindre eller bedre vækst?

Er økonomisk vækst god eller dårlig? Er det bedre med mere vækst, fordi det skaber arbejdspladser og gang i hjulene? Eller er det bedre med ingen vækst, fordi vækst skaber miljøproblemer og et dårligere samfund?

DR2 Deadlines grafik til illustration af økonomisk vækst.

Deadline på DR2 havde den 30. septemeber en debat om vækst, der havde afsæt i en artikel om den økonomiske væksts historie af Jørgen Steen Nielsen i Information.

Pernille Rosenkrantz Theil fra Socialdemokraterne forsvarede væksten, mens den blev kritiseret af Kristine Holten-Andersen fra bevægelsen Modvækst.

Min rolle i debatten var at pege på, at det er det forkerte spørgsmål, man stiller, når man spørger om man er for eller imod vækst. Man kan sagtens skabe en vækst, der er god for miljøet og for mennesker – ligesom man som bekendt kan skabe vækst der ikke er god for nogen af delene. Det  handler hverken om mere eller mindre, men om at skabe en rigtig retning for samfundets udvikling.

Deadline-indslaget kan ses her. hvis man er på computer og her, hvis man er på mobil. (Mobiludgaven starter fra udsendelsens begyndelse — debatten starter først 15 minutter inde i programmet, så rul frem.)

Det udsigtsløse i både kravet om mere vækst og mindre vækst må føre til en helt anden tankgang. Ikke mere, ikke mindre, men bedre.

Brug bedre lyder det slogan, jeg lancerede for et år siden i Dagbladet Information:  “Det er både reaktionært og perspektivløst, når den ene fløj vil have os til at bruge mindre af alting – energi, ting, mad – mens den anden vil have os til at bruge mere, fordi det får hjulene i sving. For ingen af delene passer, og begge dele fastholder os i en civilisatorisk logik, der har kendt bedre dage. Vi skal en anden vej: Alting skal genopfindes, fordi verden har rodet sig ud i en økologisk og økonomisk krise, der kræver nytænkning – en nytænkning som Danmark og danskerne traditionelt har været ret gode til. Derfor skal vi holde op med den kvantitative diskussion om mere eller mindre og i stedet begynde at tale om at gøre noget kvalitativt anderledes og bedre.”

 

Fællesskab og oplysning

Samsø Energiakademi var den 8. september vært for et møde mellem tre læsegrupper, der har beskæftiget sig med Søren Hermansens og min bog “Fælledskab” fra 2011. Der var læsegrupper fra Jylland, fra Fyn og fra København.

Diskussionen bragte mange spørgsmål på banen, bl.a. hvad oplysning egentlig er i dag.

Jeg kom til at tænke på Kulturhuset Islands Brygge, der i oktober 2011 rejste samme spørgsmål og bad mig give et bud. Det skete med videoen her, som prøver at give et bud på hvad et moderne kulturhus kan gøre for sit lokalområde:

Afskaf affald

Bogen “afskaf affald”, som blev udgivet af RenoSam tidligere på året, giver et overblik over affaldets historie og dets fremtid – det sidste er jo selvfølgelig science fiction, men forhåbentlig tankevækkende.

Bogen kan hentes som PDF hos Dansk Affaldsforening eller købes i en lækkert indbundet udgave i boghandelen.

Uddrag af forsiden

 

Bogen blev bl.a. præsenteret i et længere interview i TV2 Lorry’s Lounge den 6. februar 2012, som kan ses her.

En smule af bogens tema kan ses på denne lille video fra et oplæg hos affaldsselskabet AffaldPlus i marts:

http://youtu.be/9pS48BV5ZbM

Tro, håb og open source

Optagelse af foredrag for open source folk. Emnet er tillid, tro, åbenhed og naturlove på konferencen “Open source-software i det offentlige 2010 CPH Conference“, den 24 november 2010:

 

Konferencens symbol var af en eller anden grund appelsiner: