112 sider, Kr. 150,-

Tor Nørretranders

Tænk globalt, spis lokalt

Åbningstale ved Samsø Råvarefestival den 14. juni 2025

Siden sidst – siden sidste Råvarefestival for et år siden – har verden forandret sig radikalt. Desværre ikke til det bedre. Krig, militær, sikkerhed, kaos, topstyring, nedlukning af forskning, sletning af data, fremmedhad, fordrivelser, deportationer og meget andet trist vælter frem i nyhedsstrømmen. For første gang i mange, mange årtier bliver verden ikke bedre år for år, men værre.

         Hvordan, kunne man så spørge, kan der så være plads til en festival om lækre lokale råvarer, hippietanker og hønsestrik? Er tiden ikke løbet fra al denne hygge?

         Lige netop ikke. Det er præcis omvendt. Intet er nu vigtigere end at samles om at dyrke gode grøntsager og lave god mad. Samsø Råvarefestival er en kæmpemæssig fuckfinger til Putin og Trump. Det lyder måske mærkeligt, så jeg vil gerne prøve at forklare hvorfor.

Livsnødvendighed

Der var engang hvor selvforsyning og lokale fællesskaber var en smuk og måske lidt romantisk drøm. Men nu er det blevet en skinbarlig benhård livsnødvendighed. Magthavere som Trump og Putin lever af at skabe uro og forvirring, forsyningsafhængighed og frygt. De kan skære kablerne over, lukke for gassen, true allierede og bryde årtiers aftaler om gensidigt forsvar. Toldmure og afbrudte handelsveje gør vante leverancer usikre. Vi bliver afhængige af noget vi ikke kan være sikre på.

         Derfor er selvforsyning blevet den sikkerhedsmæssigt forsvarlige strategi. Vi skal selv kunne forsyne os med mest muligt af den mad, det vand og den strøm og varme vi skal bruge. Samsø tog for årtier siden et enormt skridt ved at blive selvforsynende med vedvarende energi. Nu handler det om at få maden på plads som noget vi selv kan levere når bare vi har Solens energi og øens muld.

         Kan vi ikke allerede det? Samsø er jo en landbrugsø. Men meget af landbruget dyrker afgrøder til dyr og producerer i kæmpe skala nogle få slags grøntsager til mennesker der bor andre steder. Moderne landbrug vil helst producere store, ensartede mængder af grøntsager på store ensartede marker. Men så bliver det svært at være selvforsynende. Mennesket lever ikke af løg alene.

         Vi skal producere mange forskellige grøntsager her på øen — og vi skal gøre det i højest mulig kvalitet. Vi skal vænne os til at der er årstider, at man ikke kan få det alt hele året rundt. Vi skal hjælpe hinanden til at lære at lave den mad årstiden indbyder os til. Og vi skal skabe distribution og andre salgskanaler. Butikker og gårdsalg.

         Vi skal finde ud af at spise kød fra øens græssende dyr – at slagte og præservere. Vi skal finde spiselige vilde planter, fiske skaldyr og fisk når de kommer tilbage i de farvande som i øjeblikket er i en så sølle forfatning efter årtiers forurening med kvælstof fra det industrielle landbrug.

         Naturens genopretning betyder nye og rige muligheder for at sanke og jage. Vi skal prioritere vildt som kan spises frem for vildt som sælges som jagttrofæ. Færre fasaner, flere hjemhørende vilde dyr.

         Vi skal skabe store fælleder med græssende dyr og vilde planter. Vi skal elske øens natur og vi skal spise den.

         Så har Donald Trump og Vladimir Putin ikke en chance. Ikke her, i hvert fald. Ikke her hos os.

         Men hvad så med de andre?

Kogende vand

Det fantastiske ved selvforsyning som forsvarsstrategi er at den ikke behøver at blive vedtaget i Folketinget eller i FN. Ethvert sted, ethvert lille samfund, kan bare beslutte sig til det og sige: Vi vil gøre os mest muligt uafhængige af leverancer udefra. For det gør os mindre sårbare overfor trusler, konflikter og tyranner.

         Når man bor på en ø er det særligt klart hvem det er der skal selvforsyne sig selv og hvem der skal holde sammen. Men det kan lade sig gøre overalt. Folk skal bare beslutte sig for det, lokalt og helt af sig selv. De behøver ikke kommandere med andre folk og steder eller vente på dem. Man kan bare gå i gang og så løse konflikterne lokalt.

         Det er omtrent som vand der koger til damp i en kasserolle. Det sker jo ikke på én gang hvor alt vand pludselig bliver damp. Det sker ved at der dannes bobler af damp, først her, så dér. Og efterhånden mange fler’. Når vand bliver til damp koger det først til dampbobler lokalt og efterhånden over det hele. Den ene boble møder den anden.

         Det er det samme der kan ske med selvforsyning. Der bobler en lille selvstændighed frem det ene sted – så det andet sted og til sidst, til allersidst, alle steder. Overalt er det lokale beslutninger, det handler om, men til sammen kan det blive globalt.

         Men er man ikke afhængig af centrale beslutninger og politikker? Skal der ikke en global plan til — eller bare en regional? Ikke hvis vi gør os uafhængige af kunstgødning, pesticider, fossilt brændsel og landbrugsmaskiner. Hvis vi i stedet satser på en sund muld, en lukket kredsløb af organisk gødning, vedvarende energi og lokale smedjer og klogskab, så kan vi faktisk det meste selv. Det kunne vi i gamle dage og siden da er vi blevet meget klogere. Mikrobiologi, fermentering, plantepleje og kendskabet til vilde vækster er eksploderet i de seneste årtier. Værktøjskassen er blevet udvidet og den industrielle monokultur er ikke længere den eneste nye teknik.

         Vi kan producere mad på helt nye måder. En del af det er gammelkendte dyder, andet er helt nyt. Men vi kan selv, især hvis vi står sammen. Sammen kan vi selv.

Hjælp landbruget

Vi må tage vare på de medborgere der har gjort sig dybt afhængige af monokultur-landbrug og offentlig støtte til deres erhverv. Vi må hjælpe dem videre til en bæredygtig form for jordbrug, hvor mulden bliver sundere, ikke ringere, når den bliver brugt.

         Det er en meget stor opgave, men den kan løses, hvis vi vil. I stedet for at slås mod storlandbruget må vi møde det med åbenhed og varme. Det skal igennem en stor omstilling så mangfoldighed, naturlighed og nærhed igen kan komme i fokus i jordbruget. Der skal hjælpes med arbejdskraft, interesse og afsætning. Landbruget er forgældet og kan ikke bare lige ændre retning uden hjælp udefra. Alle må træde til. Alle skal være med til at bestemme. Både de helt små og de rigtigt gamle kan bidrage. Alderdommen rummer hidtil uanede muligheder for at bidrage til skabe en bedre verden. Samle vild mad, luge økologiske bede, passe drivhuse. Det har betydning og giver mening.

Strategiske øer

Men vi gør det ikke for hyggens skyld. Vi gør det fordi det er en brutal sikkerhedsmæssig nødvendighed. Den danske stat er bakket ud af salget af en af de to store havne fra Storebæltsfærgernes tid, fordi man frygter at en bombning af Storebæltsbroen kan true troppetransporter under en mulig krise i Baltikum når der ikke kan sejles. Gotland er i alarmberedskab fordi øen er af stor strategisk betydning for militær sejlads i Østersøen og derfor vil være det første mål for en fjendtlig besættelse. Bornholm vil efter troværdige forlydender i pressen være det næste. Den svenske by Ystad har angiveligt lagt en planer for modtagelsen Bornholms befolkning, hvis den må evakueres fordi øen er så strategisk central for trafikken i Østersøen at den kommer under fremmede magters kontrol. Det er ikke det rene sjov, det her. Det er forhåbentlig usandsynlige hændelser, men myndighederne reagerer på det. Og her på Samsø kan vi så spekulere over at vores ø var af central strategisk betydning for sejladsen i Vikingetiden.

         Vi skal kunne klare os selv, hvis forsyningerne bliver afbrudt. Vi håber på fred og fordragelighed, men det lykkelige er jo der er et sammenfald mellem hvad vi skal gøre af frygt — blive mest muligt selvforsynende — og hvad vi skal gøre af lyst — spise vidunderlig, lokalt dyrket mad.

         Vi skal alle sammen være stolte af vores dygtige og flittige lokale producenter af økologiske fødevarer.

Syner af fremtiden

For tre uger siden var jeg til MAD, en verdensbegivenhed indenfor gastronomien hvor klodens dygtigste kokke, tjenere og råvaredyrkere mødes et par dage i et cirkustelt på Refshaleøen i København for at snakke om fremtidens mad. 700 mennesker. MAD blev grundlagt i 2011 af Rene Redzepi fra restaurant noma. Det første år havde jeg æren af at holde åbningsforedrag. I år var stemningen præget af en stor glæde over alle de mange projekter i blandt andet Sydamerika, Nordatlanten, Afrika og Australien hvor lokale bønder og fiskere finder ressourcer på en ny måde. Kokkenes store fortjeneste er at turde smage på og tilberede nye oversete råvarer. Myrer, snegle og underlige dyr.

         Vi spiser i dag meget få af de mange forskellige fisk, grøntsager og smådyr der findes i naturen. Vi kunne spise mange flere slags, hvis bare vi var lidt mere nysgerrige og modige. Vi er blevet afhængige af meget få afgrøder og meget få husdyr, som vi dyrker intenst på kæmpe marker og i havfarme eller fanger med ødelæggende bundtrawl.

         Vi er nødt til at finde mere vild mad og vise mere omhu og nænsomhed når vi dyrker grøntsager eller holder dyr. Nysgerrigheden, omhuen og åbenheden er vigtig. Naturen skal kunne leve med at vi lever i den. For vores sikkerheds skyld.

         Årets største oplevelse på MAD var ikke en kok, men den engelske miljøaktivist Rob Hopkins. Han grundlagde i 2005 Transition-bevægelsen, der forsøger at omdanne byer og områder til at blive selvforsynende og uafhængige af olie, klimaødelæggelse og ustabil økonomi. Hopkins talte om besværet ved at stille en by om til bæredygtighed, og prøvede derfor at forestille sig fremtiden. Hvor smukt kan det ikke komme til at se ud bare om fem eller ti år? Fremtiden er værd at spekulere over, for det er den vi skal skabe.

         Hopkins fortalte at han ved en demonstration arrangeret af sorte kvinder i USA havde set et banner med en enkel indskrift: “I have been to the future. We won.” Jeg har været ude i fremtiden. Vi vandt.

         Forestil dig det — at vi vandt. Selvforsyning spredte sig til hele kloden. Magtens mænd brændte inde med deres knappe ressourcer og store multinationale selskaber. Samsø Råvarefestival var en lille del af en stor ny begyndelse, hvor mennesker lagde kontroltænkning og magtudøvelse bag sig for i stedet at fokusere på det indlysende: Verden smager godt. Fremtiden er allerede begyndt. Lige her.

         Tænk globalt, spis lokalt.

Der er en pudsighed i modtagelsen af min bog “Samfundsglæde” blandt anmeldere og i pressen i det hele taget: Flere medier medier peger på at bogen repræsenterer en form for konservatisme eller ligefrem er reaktionær.

Dagbladets Informations anmelder Jan Maintz skriver:

Ideologisk fremstår han som en blanding af konservativ (vi skal bygge samfundet på det, der har vist sig at virke, og et organisk, antiindividualistisk samfundssyn) og venstreorienteret (lighed, stor velfærdsstat). Det minder om det, den britiske filosof Philip Blond kalder red conservatism: en socialt bevidst kollektivisme, der ikke er så optaget af liberalismens og socialismens fælles mål om individets frigørelse.

Deadlines Lotte Folke Kaarsholm spørger i et interview om bogen om: “er det inderst inde faktisk sådan en lidt reaktionær bog?” ( 23 minutter og 17 sekunder inde i udsendelsen).

Så det skulle vel vække glæde på højrefløjen med en sådan nyomvendt synder? Tværtimod: Bogen gør højrefløjen hidsig.

Berlingskes Rune Selsing var allerede på udgivelsesdagen 4. oktober ud med en anmeldelse, der gav to stjerner og en beklagelse: “De mange små strøtanker er hverken sjove eller oplysende og sjældent relevante, men understreger blot, at det er en ikke er noget gennemtænkt formål med udgivelsen.”

Jyllands-Posten giver torsdag kun bogen én stjerne. Den ideologisk markante Mikael Jalving, især kendt fra debatten om indvandrere – men også for sin afskedssalut til Helle Thorning-Schmidt, som han under overskriften “Farvel til Finken”  betegnede som en “Dukkepige” – bryder sig slet ikke om bogen:

“Det er som at høre sin irriterende onkels tåkrummende tale ved en konfirmation.Tor Nørretranders har vistnok skrevet mere end 30 bøger. Denne må være en af de ringeste.”

Vistnok?

Bemærkningen om onklen var nok til at skaffe både Jalving og bogen gratis PR i Ekstra Bladet, hvor “Slyngelstuen”, som elsker groft sprog, i dag begejstret citerer onkelvittigheden. Der er efter bladets opfattelse tale om at Jalvings anmeldeselse er “helhjertet knivføring”.

Jalving er da også rigtig ked af både bog og forfatter:

Tor Nørretranders, der engang formåede at popularisere forskellige videnskabelige indsigter, er blevet velfærdsstatens fjogede advokat, der mimer den gamle lære om, at vi bør betale vores skat med glæde. Det kan han selv gøre. Han skriver og tænker, som om formynderstaten ikke eksisterer, og som om den pågående demografiske forandringaf Danmark og resten af Vesteuropa er fiktion eller irrelevant. Det passer åbenbart heller ikke, at Europa befinder sig i en krise med hensyn til, hvad der overhovedet skal blive af os og vores nationale fællesskaber i en eksponentiel og digital tidsalder, ligesom vi åbenbart også kan se helt bort fra, at kineserne kommer. Fra sit eksil på Samsø anbefaler den glade mand os at vise vores glæde og bruge vores indre lys til at lave verden om. Thi verden skal alligevel laves om, selv med udsigt til smilets by. Hvad er det for noget fis?

Ja, hvad er det for noget fis?

“Et glædes-manifest fra den nye beboer på Samsø”, skriver 12 forskellige danske provinsmedier i dag om min bog “Samfundsglæde”. De mange medier bringer den samme anmeldelse forfattet af Erik Boel, kendt som tidligere landsformand for Europabevægelsen, der finder at det er “en bog man kan glæde sig over. Bogen emmer af en optimisme og en livslyst, der ganske enkelt er smittende.”

“Bogen kan stærkt anbefales. Den er god at lune sig ved i en på flere måder kold tid,” står der i anmeldelsen, som fredag blev bragt på webstederne for Randers Amtsavis, Fyens.Dk, Dagbladet Holstebro-Struer, Viborg Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Jv,dk, Fredericia Dagblad, Faa.dk, Århus Stiftstidende, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing Skjern og Samsø-Posten, som også har den på tryk i dag.

Alle lokalmedierne bringer anmeldelsens særlig betragtning om bogens omtale af Samsø: “Bogen har et særligt budskab til Samsø: Nørretranders hylder Samsøs verdensberømte omstilling fra at være importør af fossil energi til at blive eksportør af vedvarende energi. Men opfordrer til, at Samsø går skridtet videre og bliver selvforsynende med madvarer. Producenter og forbrugere bør slutte sig sammen for at skabe en selvforsynende ø med fødevarer. Som Nørretranders udtrykker det: Sammen kan vi selv! En spændende vision.”

I Samsø-Postens udgave af anmeldelsen optræder en sætning, som næppe skyldes Erik Boel, og i hvert fald ikke kom med i de andre lokalmedier, men nok snarere er indføjet af Samsø-Postens medarbejder Jens Øster-Mortensen: “Nørretranders tror på det gode i mennesket og deler ud af sin kærlighed til alle mennesker.”

Sort på hvidt!

 

De talentfulde videomagere fra Raketfilm, “Antropologisk Videoproduktion” (!), har lavet en lille tre-trinsraket af videoer om min bog “Samfundsglæde” for People’sPress.

Første trin handler om kropsglæde og samfundsglæde.

Andet trin handler om taknemmelighed og samfundsglæde.

Tredje trin handler om klima og samfundsglæde.

 

 

 

 

Raketfilm kan noget                                        med mennesker og billeder

“Fremragende og velgørende bog, hvor Nørretranders unikt formår at formidle så læserens egne tanker glade myldrer frem. Simpelthen en fornøjelse at læse.”

Så smukt lyder en “Vurdering” af bogen “Samfundsglæde”. Udsagnet er en slags konklusion en lektørudtalelse, også kaldet materialevurdering, fra DBC, Danmarks Bibliotekscenter – en afgørende vurdering af en bog, fordi den danner grundlaget for bibliotekernes beslutning om indkøb og i øvrigt er den eneste betydende form for anmeldelse, der ikke kommer fra et kommercielt medie. “Et must på alle biblioteker”, lyder dommen.

Lektørudtalelsen skriver, med udgangspunkt i et citat fra bogen:

“’Vi lægger mest mærke til kriser og ballade, ikke hvordan hverdagen fungerer.’ Og at netop det går ud over vores fælles glæde for samfundet, samfundsglæden, er en af de vigtige pointer i Tor Nørretranders skarpe debatprovokerende bog. Guf for dem, som holder af at læse og tænke tanker selv om menneskelivet og samfundet.”

Og det er jo guf for en forfatter at læse sådan en lektørudtalelse –

… også selvom den får fødselsåret til at være 1944, hvor det retteligen er 1955 :-)

“Samfundsglæde” ligger nr. 1 på bestsellerlisten for filosofi på Saxo, landets største netboghandel. Bogen ligger nr. 2 på Saxos liste  over bestsellere indenfor kategorien samfund.  Meget fornemme placeringer, der svarer til biledet fra andre boghandlerkæder, der bruger mindre fintmaskede emneopdelinger og også inkluderer bøger solgt i fysiske boglader.

Arnold Busck-kæden har “Samfundsglæde” som nr. 4 på listen over faglitteratur som også omfatter f.eks. historie, natur og psykologi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boghandlerkæden Bog & Idé har “Samfundsglæde” som nr. 6 på en bestsellerliste der også omfatter mad, livsstil og julehygge.

Weekendavisens bogsektion Bøger udnævner mig i dagens anmeldelse af “Samfundsglæde” til at være en altmuligmand. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en altmuligmand en “person der kan klare hvad som helst” og det er jo ikke så tosset. 

Som man vil huske fra Anders And & co. er altmuligmand noget, man kan være på margarinefabrikken, hvilket Anders ikke altid var lige tilfreds med. Så han prøvede at blive noget ved musikken i stedet. Og det gik som alting går for Anders.

Weekendavisens anmelder Johanne Thorup Dalgaard finder bogen velskrevet med “masser af interessante indsigter” med “sit bredt favnende perspektiv forankret i både naturvidenskab og filosofi”. Bogen rummer en “fortrøstningsfuld tone”, skriver Dalgaard om “Samfundsglæde” og tilsvarende om Silas F. Harrebyes “Sæt strøm på demokratiet”. De to bøger anmeldes sammen under overskriften “Samfundsgymnastiske øvelser på gulv”.

Dalgaard skriver: “Jeg kan personligt ikke lade være med mentalt at slå opgivende ud med armene, når jeg skal forholde mig til så luftige begreber som ‘samfundsmotion’ og ‘drømmekraft’ i en tekst, hvor emnet er de helt store og alvorlige kriser, verden står over for.”

Udslag med armene er vel også en slags øvelse på gulv?

De to begreber har ellers fået et helt kapitel hver i bogen.

Bogen beskriver begrebet drømmekraft således: “Drømmekraft handler om evnen til at se en mulighed for sig og gå efter den. Det gælder overalt i samfundet, fra de politiske bevægelser og det lille lokale initiativ til den store forretningsidé. Drømmekraft peger på de muligheder, der opstår, hvis vi går sammen om at udvikle samfundet. Historien er én lang fortælling om ting der bare sker tilfældigt af sig selv, men det er også fortællingen om ting der sker fordi nogen havde drømmekraft. Nogen turde se det for sig og leve det ud. Med risiko for at det gik galt og fik den modsatte virkning af det ønskede. Drømmekraft handler om at turde drømme om en bedre verden.”

Når det gælder om at få motioneret samfundet, skriver bogen: “Hvis vi udforsker analogien med kropsglæden, kan vi sige at det handler om at få brugt samfundet, at få gang i systemet, at få kredsløbet til at køre, at mobilisere alle kræfter og aktiver i samfundet. Ikke bare ved en intens økonomisk vækst styret af nogle få, men gennem aktiviteter som sætter en dagsorden for alle i samfundet og dermed aktiverer alle i samfundet. En fælles opgave, en fælles dagsorden, som får strømmen til at strømme og giver en glæde ved at det hele bliver brugt. En fælles dagsorden, som ikke bare er at fjerne ulykker, men at gøre noget ekstraordinært sammen. Noget positivt, der skaber et bedre samfund, en bedre verden. Chancen er der. Det handler kun om at gribe den. Nu. Det er ren og skær verdenshistorie, der sker i disse år, det er de nulevende generationers store opgave, tiden er kommet: Klimakrisen skal løses.”

Udfordringen gælder altså alle og enhver, alle mulige mennesker,  altmuligmænd og altmuligkvinder og altmuligkøn.

Get moving.

 

Forfængelighed er nøgleordet i en anmeldelse af “Samfundsglæde” i Kristeligt Dagblad under overskriften “forfængelighed står i vejen for en bog der kunne have været god”.

Historikeren Jes Fabricius Møller er ikke meget for bogen eller dens forfatter om hvilken han skriver: “Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.”

Ligner?

Historikeren har dog et vist belæg for én af sine pointer, som han tydeligvis er vældig stolt af: Ordet samfundsglæde er ikke nyt, men optræder i et digt fra 1893 i “en helt anden betydning“. Havde historikeren googlet ordet ville han se at det optræder sporadisk i nyere tekster. Så ordet findes i forvejen, men meget sjældent. Så uha! Det er ren forfængelighed når jeg fortæller min læsere at de ikke skal undre sig over om de kender ordet, fordi dette meget mundrette udtryk samfundsglæde næppe er noget man har hørt før.

Det er et nyt begreb, der betegnes med et ord der ikke findes i normal brug i det danske sprog. At kalde det et nyt ord er således diskutabelt, men ikke misvisende.

Men sørgeligt selvfølgelig, at det har tirret i hvert fald én læser helt derud hvor han tydeligvis ikke kan se bogen (eller forfatterskabet) for bare ord.

Det indflydelsesrige Sundhedspolitisk tidsskrift uddeler på usædvanlig måde stjerner i en anmeldelse af “Samfundsglæde”. Bogen som helhed får flotte fem ud af seks mulige stjerner. Men kapitlet om sundhed opnår ikke samme anerkendelse og får blot to stjerner.

Sundhedspolitisk tidsskrift forklarer stjerneuddelingen med at bogen hævder at læger bluffer når de er uvidende og at patienterne brokker sig, også når er tilfredse. Derfor falder dommen således:

“Samfundsglæde – sammen kan vi selv” er en meget bedre bog end det forholdsvist fyldige kapitel 4 om sundhed og sygdom, som desværre roder sig ud i nogle mærkeligt udokumenterede postulater, som nogle gange bliver så vidtløftigt ikke-faktuelle, at det er svært at vide, hvad man skal stille op med dem andet end at ærgre sig over, at en ellers dygtig og originalt tænkende skribent ud i debat og populærvidenskab ikke har strammet hjelmen noget bedre.

For selv om Nørretranders selvfølgelig har ret i, at en styrkelse af et lands borgeres sundhed først og fremmest starter ude i samfundet og ikke i sundhedssektoren, så kunne det ikke desto mindre have været spændende at få kastet et netop originalt, motiverende, optimistisk og kærligt lys udover det moderne, dramatisk komplekse og ofte nødlidende sundhedsvæsen. Et væsen som i langt højere grad lider under dårligt fungerende it-systemer, et stigende antal patienter, mangel på tid, penge og personale samt struktur-, ledelses- og kompetenceproblemer end under bluffende, magtsyge læger og deres glemsomme, utaknemmelige og højlydt brokkende patienter.  Nørretranders forekommer mod sædvane ikke at have styr på sin offer-bøddel akse, når han kaster sig ud i at skrive om sundhedsvæsnet. Øjj, hvor ærgerligt. 

Døm selv.