Tor Nørretranders

Tænk globalt, spis lokalt

Åbningstale ved Samsø Råvarefestival den 14. juni 2025

Siden sidst – siden sidste Råvarefestival for et år siden – har verden forandret sig radikalt. Desværre ikke til det bedre. Krig, militær, sikkerhed, kaos, topstyring, nedlukning af forskning, sletning af data, fremmedhad, fordrivelser, deportationer og meget andet trist vælter frem i nyhedsstrømmen. For første gang i mange, mange årtier bliver verden ikke bedre år for år, men værre.

         Hvordan, kunne man så spørge, kan der så være plads til en festival om lækre lokale råvarer, hippietanker og hønsestrik? Er tiden ikke løbet fra al denne hygge?

         Lige netop ikke. Det er præcis omvendt. Intet er nu vigtigere end at samles om at dyrke gode grøntsager og lave god mad. Samsø Råvarefestival er en kæmpemæssig fuckfinger til Putin og Trump. Det lyder måske mærkeligt, så jeg vil gerne prøve at forklare hvorfor.

Livsnødvendighed

Der var engang hvor selvforsyning og lokale fællesskaber var en smuk og måske lidt romantisk drøm. Men nu er det blevet en skinbarlig benhård livsnødvendighed. Magthavere som Trump og Putin lever af at skabe uro og forvirring, forsyningsafhængighed og frygt. De kan skære kablerne over, lukke for gassen, true allierede og bryde årtiers aftaler om gensidigt forsvar. Toldmure og afbrudte handelsveje gør vante leverancer usikre. Vi bliver afhængige af noget vi ikke kan være sikre på.

         Derfor er selvforsyning blevet den sikkerhedsmæssigt forsvarlige strategi. Vi skal selv kunne forsyne os med mest muligt af den mad, det vand og den strøm og varme vi skal bruge. Samsø tog for årtier siden et enormt skridt ved at blive selvforsynende med vedvarende energi. Nu handler det om at få maden på plads som noget vi selv kan levere når bare vi har Solens energi og øens muld.

         Kan vi ikke allerede det? Samsø er jo en landbrugsø. Men meget af landbruget dyrker afgrøder til dyr og producerer i kæmpe skala nogle få slags grøntsager til mennesker der bor andre steder. Moderne landbrug vil helst producere store, ensartede mængder af grøntsager på store ensartede marker. Men så bliver det svært at være selvforsynende. Mennesket lever ikke af løg alene.

         Vi skal producere mange forskellige grøntsager her på øen — og vi skal gøre det i højest mulig kvalitet. Vi skal vænne os til at der er årstider, at man ikke kan få det alt hele året rundt. Vi skal hjælpe hinanden til at lære at lave den mad årstiden indbyder os til. Og vi skal skabe distribution og andre salgskanaler. Butikker og gårdsalg.

         Vi skal finde ud af at spise kød fra øens græssende dyr – at slagte og præservere. Vi skal finde spiselige vilde planter, fiske skaldyr og fisk når de kommer tilbage i de farvande som i øjeblikket er i en så sølle forfatning efter årtiers forurening med kvælstof fra det industrielle landbrug.

         Naturens genopretning betyder nye og rige muligheder for at sanke og jage. Vi skal prioritere vildt som kan spises frem for vildt som sælges som jagttrofæ. Færre fasaner, flere hjemhørende vilde dyr.

         Vi skal skabe store fælleder med græssende dyr og vilde planter. Vi skal elske øens natur og vi skal spise den.

         Så har Donald Trump og Vladimir Putin ikke en chance. Ikke her, i hvert fald. Ikke her hos os.

         Men hvad så med de andre?

Kogende vand

Det fantastiske ved selvforsyning som forsvarsstrategi er at den ikke behøver at blive vedtaget i Folketinget eller i FN. Ethvert sted, ethvert lille samfund, kan bare beslutte sig til det og sige: Vi vil gøre os mest muligt uafhængige af leverancer udefra. For det gør os mindre sårbare overfor trusler, konflikter og tyranner.

         Når man bor på en ø er det særligt klart hvem det er der skal selvforsyne sig selv og hvem der skal holde sammen. Men det kan lade sig gøre overalt. Folk skal bare beslutte sig for det, lokalt og helt af sig selv. De behøver ikke kommandere med andre folk og steder eller vente på dem. Man kan bare gå i gang og så løse konflikterne lokalt.

         Det er omtrent som vand der koger til damp i en kasserolle. Det sker jo ikke på én gang hvor alt vand pludselig bliver damp. Det sker ved at der dannes bobler af damp, først her, så dér. Og efterhånden mange fler’. Når vand bliver til damp koger det først til dampbobler lokalt og efterhånden over det hele. Den ene boble møder den anden.

         Det er det samme der kan ske med selvforsyning. Der bobler en lille selvstændighed frem det ene sted – så det andet sted og til sidst, til allersidst, alle steder. Overalt er det lokale beslutninger, det handler om, men til sammen kan det blive globalt.

         Men er man ikke afhængig af centrale beslutninger og politikker? Skal der ikke en global plan til — eller bare en regional? Ikke hvis vi gør os uafhængige af kunstgødning, pesticider, fossilt brændsel og landbrugsmaskiner. Hvis vi i stedet satser på en sund muld, en lukket kredsløb af organisk gødning, vedvarende energi og lokale smedjer og klogskab, så kan vi faktisk det meste selv. Det kunne vi i gamle dage og siden da er vi blevet meget klogere. Mikrobiologi, fermentering, plantepleje og kendskabet til vilde vækster er eksploderet i de seneste årtier. Værktøjskassen er blevet udvidet og den industrielle monokultur er ikke længere den eneste nye teknik.

         Vi kan producere mad på helt nye måder. En del af det er gammelkendte dyder, andet er helt nyt. Men vi kan selv, især hvis vi står sammen. Sammen kan vi selv.

Hjælp landbruget

Vi må tage vare på de medborgere der har gjort sig dybt afhængige af monokultur-landbrug og offentlig støtte til deres erhverv. Vi må hjælpe dem videre til en bæredygtig form for jordbrug, hvor mulden bliver sundere, ikke ringere, når den bliver brugt.

         Det er en meget stor opgave, men den kan løses, hvis vi vil. I stedet for at slås mod storlandbruget må vi møde det med åbenhed og varme. Det skal igennem en stor omstilling så mangfoldighed, naturlighed og nærhed igen kan komme i fokus i jordbruget. Der skal hjælpes med arbejdskraft, interesse og afsætning. Landbruget er forgældet og kan ikke bare lige ændre retning uden hjælp udefra. Alle må træde til. Alle skal være med til at bestemme. Både de helt små og de rigtigt gamle kan bidrage. Alderdommen rummer hidtil uanede muligheder for at bidrage til skabe en bedre verden. Samle vild mad, luge økologiske bede, passe drivhuse. Det har betydning og giver mening.

Strategiske øer

Men vi gør det ikke for hyggens skyld. Vi gør det fordi det er en brutal sikkerhedsmæssig nødvendighed. Den danske stat er bakket ud af salget af en af de to store havne fra Storebæltsfærgernes tid, fordi man frygter at en bombning af Storebæltsbroen kan true troppetransporter under en mulig krise i Baltikum når der ikke kan sejles. Gotland er i alarmberedskab fordi øen er af stor strategisk betydning for militær sejlads i Østersøen og derfor vil være det første mål for en fjendtlig besættelse. Bornholm vil efter troværdige forlydender i pressen være det næste. Den svenske by Ystad har angiveligt lagt en planer for modtagelsen Bornholms befolkning, hvis den må evakueres fordi øen er så strategisk central for trafikken i Østersøen at den kommer under fremmede magters kontrol. Det er ikke det rene sjov, det her. Det er forhåbentlig usandsynlige hændelser, men myndighederne reagerer på det. Og her på Samsø kan vi så spekulere over at vores ø var af central strategisk betydning for sejladsen i Vikingetiden.

         Vi skal kunne klare os selv, hvis forsyningerne bliver afbrudt. Vi håber på fred og fordragelighed, men det lykkelige er jo der er et sammenfald mellem hvad vi skal gøre af frygt — blive mest muligt selvforsynende — og hvad vi skal gøre af lyst — spise vidunderlig, lokalt dyrket mad.

         Vi skal alle sammen være stolte af vores dygtige og flittige lokale producenter af økologiske fødevarer.

Syner af fremtiden

For tre uger siden var jeg til MAD, en verdensbegivenhed indenfor gastronomien hvor klodens dygtigste kokke, tjenere og råvaredyrkere mødes et par dage i et cirkustelt på Refshaleøen i København for at snakke om fremtidens mad. 700 mennesker. MAD blev grundlagt i 2011 af Rene Redzepi fra restaurant noma. Det første år havde jeg æren af at holde åbningsforedrag. I år var stemningen præget af en stor glæde over alle de mange projekter i blandt andet Sydamerika, Nordatlanten, Afrika og Australien hvor lokale bønder og fiskere finder ressourcer på en ny måde. Kokkenes store fortjeneste er at turde smage på og tilberede nye oversete råvarer. Myrer, snegle og underlige dyr.

         Vi spiser i dag meget få af de mange forskellige fisk, grøntsager og smådyr der findes i naturen. Vi kunne spise mange flere slags, hvis bare vi var lidt mere nysgerrige og modige. Vi er blevet afhængige af meget få afgrøder og meget få husdyr, som vi dyrker intenst på kæmpe marker og i havfarme eller fanger med ødelæggende bundtrawl.

         Vi er nødt til at finde mere vild mad og vise mere omhu og nænsomhed når vi dyrker grøntsager eller holder dyr. Nysgerrigheden, omhuen og åbenheden er vigtig. Naturen skal kunne leve med at vi lever i den. For vores sikkerheds skyld.

         Årets største oplevelse på MAD var ikke en kok, men den engelske miljøaktivist Rob Hopkins. Han grundlagde i 2005 Transition-bevægelsen, der forsøger at omdanne byer og områder til at blive selvforsynende og uafhængige af olie, klimaødelæggelse og ustabil økonomi. Hopkins talte om besværet ved at stille en by om til bæredygtighed, og prøvede derfor at forestille sig fremtiden. Hvor smukt kan det ikke komme til at se ud bare om fem eller ti år? Fremtiden er værd at spekulere over, for det er den vi skal skabe.

         Hopkins fortalte at han ved en demonstration arrangeret af sorte kvinder i USA havde set et banner med en enkel indskrift: “I have been to the future. We won.” Jeg har været ude i fremtiden. Vi vandt.

         Forestil dig det — at vi vandt. Selvforsyning spredte sig til hele kloden. Magtens mænd brændte inde med deres knappe ressourcer og store multinationale selskaber. Samsø Råvarefestival var en lille del af en stor ny begyndelse, hvor mennesker lagde kontroltænkning og magtudøvelse bag sig for i stedet at fokusere på det indlysende: Verden smager godt. Fremtiden er allerede begyndt. Lige her.

         Tænk globalt, spis lokalt.