Hyldest til H.U.G.tanden

En historie om konger, kunstnere, kronprinsesser og påfugle

Den gode maler, musiker og menneskesjæl Lars H.U.G. fylder 60 år i dag. Med stil!
Fødselsdagen fik mig til at tænke på et manuskript, som jeg skrev tilbage i 2004. Lars havde bedt mig lave teksten til bookletten til hans vidunderlige opsamlings dobbelt-CD “Greatest H.U.G.”. Det blev alt for langt, så kun et uddrag kom med i selve CD-boksen. Men her på hjemmesiden er der jo bedre plads, så som et tilykke og en hyldest til en god ven og en stor kunstner offentliggøres nu for første gang teksten i sin helhed:

 

Billedhuggeren

Hvem fældede ikke en lille tåre, da kronprins Frederik i sin bryllupstale til Mary sluttede med at sige: “Kom lad os gå, kom lad os se, gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed”? Hvilken gammel oprører blev ikke rørt, da landets mest tantede avis, Berlingske Tidende, dagen efter ryddede forsiden til fordel for billedet af et kyssende bryllupspar, tekstet med Lars H.U.G.s ord om den vægtløse kærlighed?

Berlingskes forside den 15. maj 2004 — dagen efter brylluppet.

 

Tårene og rørtheden stammede ikke bare fra, at vi jo her til lands alle sammen på bunden er lidt rå-royale. De kom sig også af det mærkelige i, at det blev en af landets mest kompromisløse og rebelske trubadurer, der forsynede tronarvingen med de ord om vægtløshed og det håb om kærlighed, han hilste sin tilkommende med, da hun nåede frem til eventyrlandet fra en fjern egn på planeten, hvor de fra vort synspunkt går rundt med hovedet nedad. Sangens titel viser noget om formatet hos både kunstner og kronprins: “Mon de kan reparere dig”. Tænk at turde give en kærlighedssang den titel. Tænk at turde bruge en sang med den titel i sin bryllupstale. Tænk at bo i et land, hvor tronfølgeren tør sådan noget. Tænk at have en kunstner, der brænder så meget igennem, at han, trods et totalt fravær af salonfæhighed, kan stjæle billedet ved det kongelige bryllup.

*

Lars H.U.G. er kunstner. Når han står op om morgenen véd han ikke, hvad dagen skal bringe. Blot for i dag ku vi være lyk lyk lykkelige. Han insisterer på, at der altid er mange muligheder: Han kan stå med waders på og lystfiske i Kattegat; han kan stå med pensel og male på en papkasse; han kan croone røven ud af bukserne på alle de rigtige sangere; han kan sidde ved havnen og fortælle, hvorfor alle de små fugle er forsvundet fra byerne; han kan gå på kaffebar og brokke sig over, hvor svært det er at skrive tekster; han kan gå i pladestudiet og drive endnu et hold musikere til vanvid over den syttende version af en sang; han kan vandre ud for at høre fuglene synge over sig. Lars H.U.G. nægter at leve som os andre med planer og madpakker og forudsigelighed. Han er sin egen, boheme, hed det i gamle dage. Parat til at tage imod hvad der måtte komme af stort og småt, grimt og godt.

Fra Berlingskes fødselsdagsportæt af kunstneren i søndags. Foto Søren Bidstrup.

We gonna get: high on love – although we gonnna crash. Livet som improvisation, som tilfældighedsleg, som modtagelighed, uden sikkerhedsnet, uden stabilitetspagt, men til gengæld med en hjerteskærende og pletvist ulidelig ligefremhed og autenticitet. Det er denne personlige rebelskhed, denne egensindighed i forhold til normalliv og konventioner, som gør ham så givende for os andre. Han leverer den rene gennemlevning af de stemninger og følelser, de sorger, smerter og euforiske lysøjeblikke, som hele tiden vibrerer rundt i vores alle sammens liv, men bare konstant må vige for aftaler, deadlines, mødetider og børn der skal til fodbold. Vi er en stor familie.Nogle i flokken må insistere på at lade sig rive med af det, der sker uden for flokken, for at se hvor det fører hen, så de kan vende hjem og fortælle de andre om rædslerne, svævet og nænsomheden derude, hvor ingen hverdagsrytme skærmer mod den værste tomgang. De må forlade bopladsen og gå på jagt, så de kan vende tilbage til bålpladsen med vildt, ingen vidste var derude. De må følge egne instinkter, for at have noget at byde de andre på. De må lade sig lede af øjeblikkets indskydelse, ikke af fællesskabets aftaler.

*

Kongen er i den modsatte situation. Hans dag er aldrig hans egen. Det er selvfølgelig en luksus at have kammertjenere og chauffører, kokke og vimsende hofdamer til at hjælpe sig frem mod de snore, der skal klippes over, og de små børn, der skal klappes på hovedet i løbet af dagens repræsentative opgaver, som ledsages af kølige vine, labre vagtelæg og de lækreste små suffléer og pindemadder. Det er forkælelse at være konge. Men kan man nogen sinde bare stikke af og gå en tur i modvinden? Langs havet i den grønne blæst hvor længslen skyller ind i menneske sind? De fleste af os er egentlig mere konger end kunstnere. Vi har pligter. Vi har relationer. Vi har travlt, fordi vi hele tiden har aftaler med andre mennesker – arbejde, børn, middagsselskaber, danseaftener. Vi har et liv. Vi er ikke som kunstneren, der ganske vist er fri af skemaerne, men om hvem man, som Bob Dylan har gjort det, må spørge: “Are the birds free from the chains of the sky-way?” Er fuglene fri af lænkerne på himlens hovedvej? Vi har fødder men vi har ingen steder at gå hen. Vi bevæges, når de to sider af os forenes, når vi kan mærke, at der er kontakt mellem den indre kunstner og den indre konge. Vi bevæges når den kommende konge bruger kunstnerens ord og siger dem til den kommende dronning: Kom lad os gå …

*

Terningskast, tilfældighed, løsrevne brudstykker af verdens flimmer. Sådan elsker Lars H.U.G. at arbejde. Eller også kan han bare ikke lade være. Teksterne til “Kysser Himlen Farvel”, måske hans bedste og vigtigste tekster, er skrevet som løse fragmenter af replikker fra tilfældige film, der kørte over fjernsynet, mens han sad og zappede rundt. Stjernernes positioner bliver til musik. Tilfældighed. Givethed. Det er ustyrligt, man får det man får, når man tager imod. Man vælger fra en verden fuld af muligheder. Man muskler sig ikke til resultatet. Man vælger blandt det, der findes; det, der tilbydes én. Man plukker uden plan. Det muliges kunst. Man er kunstner, ikke fabrikant. Lystfisker, ikke agerbruger.

Lars H.U.G. på Sejerø, april 2009. Foto: TN

*

Hvorfor synger fuglene? Det var Lars H.U.G.s første bud, da han i de første uger af året 1992 skulle kredse sig ind på tidens vigtigste spørgsmål. Sammen med Poul Nesgaard var vi i gang med at skitsere en serie debataftener på Dr. Dantes teater. Hvad var det virkelig vigtigt at finde ud af, hvis man skulle forstå samtiden? Hvorfor synger fuglene, spurgte musikeren. Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig. Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv. Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt. Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem. Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem. Og netop derfor får man noget på den dumme derved, lyder logikken. Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicap-teori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt. Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed. Det er, siger handicap-teorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Staits så smukt har udtrykt det, “money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.

*

I et interview i Euroman, april 2003, fortæller Lars H.U.G. om de syv års tavshed, der gik efter gigantsuccessen “Kiss & Hug From a Happy Boy” fra 1996: “Mit pladeselskab foreslog mig at tage til London og indspille i Abbey Road med et stort big band. Men jeg kunne ikke. Det ville have være for nemt.” – Hvad er der galt i at noget er for nemt, spørger Euroman. “Det ved jeg sgu heller ikke. Det spørger jeg også mig selv om en gang imellem. For det kan være ulideligt. Simpelt hen ulideligt. Det er nok et eller andet med, at jeg skal helt derind, hvor knoglerne knirker,” svarer H.U.G. Et andet sted forklarer han om pladen “Save me from this Rock and Roll”: “Nogle af numrene har jeg jo fandeme indspillet i 50 udgaver i seks forskellige tempi med syv forskellige tekstbud.” Men samtidig ender han med at forklare: “Det skal ikke lyde, som om det har været pisse svært at lave, så er det jo ligegyldigt.” På den ene side er vor kunstner altså helt på det rene med, at man skal anstrenge sig, sætte sig nye mål, udfordre sig selv hele tiden, vælge det svære, for at være i live som kunstner – og for at gøre indtryk på damerne, sagde biologerne. Men på den anden side må det ikke se ud af noget. Det skal se let ud. Hvordan ved damerne så, at det var svært? Hvordan kan de vide, at det sværeste er at få det til at se let ud? Hvordan kan han være så sikker på at de kan vide det?

*

H.U.G.s forsidetegning til en af mine bøger

XO. Er du med? XO. Det er en hilsen, en slags kys og kram på engelsk. En uskyldig, barnlig hilsen, som med bogstaver maler et knus og et kys, X og O. Kys og knus – kiss and hug, som det hedder på engelsk og moderne Lars H.U.G.sk. Lars K.N.U.S. er billedkunstner, egentlig mere end han er musiker. Maler, især. Tegninger, malerier. I massevis. Manden maler med pensler, med ord, med sin stemme. En crooner, der er billedkunstner. En visuel mand, der giver lyde fra sig. Også visuel når han laver musik: Han baldrer biler på scenen. Autoophug. Skulpturer laver han også, men ikke meget. En sofa med krokodilletænder af patroner, har jeg set. Lars H.U.G. er ikke billedhugger. Han stjæler bare billeder med sin musik. Han er billedstormer. Fugl.

*

Den store amerikanske psykolog William James skriver i et af den psykologiske videnskabs hovedværker, Principles of Psychology fra 1890, om hvordan en billedhugger laver en skulptur: “I en vis forstand har statuen stået der i evigheder. Men der var tusinde andre ved dens side, og det er billedhuggeren alene, der skal takkes for at netop denne blev udfriet mellem alle de andre.” Man laver en marmorskulptur ved at fjerne noget marmor. Man tilfører intet, tager kun noget bort. Og derinde, førhen skjult bag alt det man fjernede, står så den yndige Venus i al sin pragt. Gennem tusind Venus’er når man frem til hende der venter derinde, hende der skal befris. Vægtløs derinde – er hun skabt af marmor eller af kærlighed? Tusind verdner ventede. Af sten eller af mandehjerte? Billedhuggerens besvær er at fjerne den unødvendige marmor. Beskuerens oplevelse er det, der er tilbage. Hvordan kan beskueren så forstå, hvori billedhuggerens anstrengelse bestod? Statuen viser jo netop ikke alt det, der blev smidt væk undervejs. Hvordan kan vanskeligheden, umagen, håndelaget, ødselsheden med tid og ressourcer, ses af beskueren? Kan hun se, hvor meget marmor der er fjernet og hvor svært det var at fjerne det? Kan hun se, at skulpturens klarhed, enkelhed, lethed, ubesværethed er det sværeste af alt at skabe? Kan hun se billedhuggerens usynlige arbejdindsats? Ja, hvis hun er en ægte prinsesse.

*

Prinsessen på ærten ved alt om, at når kunstneren efter den tilfældige søgen i livets tildragelser finder frem til noget funklende, han vil vise hende, så det kun er det funklende, hun får at se, ikke alt besværet undervejs og den bortskrabede jord. Det er måske hans søgen og dens omkostninger, der interesserer hende, men det er hans fund, han viser hende. Hun ved at en lysende sang er svær at lave, at efter legen med de indzappede ord følger den benhårde afpudsning og de tusind nætter i studiet. Hun ved, at det, der skal til, er lige dele kunstnerliv med luft i håret og kongeliv, hvor der mødes til tiden og kommanderes med studiemusikere. Hun genkender det levede liv i de legende ord, men også det stramme, ulideligt gentagne forsøg på at sige det endnu enklere. Nok vokser materialet ud af tilfældigheder, nådegaver og åbent sind. Men det skal pudses og plukkes gennem benhård disciplin og vedholdende kvalitetskontrol. Illusions they might come and go. I can still hear you say no.Prinsessen kan mærke det hele.

*

Han stjal billedet ved brylluppet, for han har sunget de ord, en kongespire skal sige til sin dronningespire. Han har givet os en musik og en samling tekster, som vi kan bruge, når vi vi vil sige det vigtigste og det eneste og det allermest banale: elsker dig for evigt. Det er det, det hele handler om. For hver af os, høj som lav, fri som fange: Kærlighed, den anden, det egentlige, fuglesangen, halløj du dér, er der nogen hjemme? En eller anden gir dig et navn, drømmer med på din drøm. Frederik fik sin Mary, Lars fik sine hug. En eller anden gir dig succes, sparker dig ned, så ved du hvem du er. Men vi bliver ved med at elske og hvert forår begynder hugtanden at synge. Fuglene synger til Skt. Hans, men han bliver ved. En eller anden, for mig er der kun dig. Det er aldrig ovre, heldigvis. Manden bliver ved med at ville vise sin kunst frem. Så ved du hvem vi er. Han bliver ved. Lysten driver verden. Gennem tusind værker venter vægtløs ærlighed.

XO,

Tor Nørretranders

Leave a Reply