Tag Archives: Politiken

Lys! efter Paris

Klima og livskvalitet efter Paris – et foredrag og en kronik

IMG_7060

Fra Diamanten, Det kongelige Bibliotek, 15. december 2015. Foto: Rikke Ulk.

Nu vender det. Topmødet i Paris nåede for en uge siden frem til en dagsorden for alle 195 lande på Jorden: Vi skal holde klodens temperaturstigning under to grader, helst kun på halvanden.

Denne skelsættende afklaring får en virkning på alle områder af tilværelsen, herunder selvfølgelig lys og lysteknologi. Jeg har siden Paris diskuteret  spørgsmålet ved to lejligheder.

Den ene var et møde tirsdag i sidste uge på Diamanten/Det kongelige Bibliotek, hvor Lysets År blev fejret med en række indlæg, bl.a. af forfatterne til “Lys!”,  Olafur Eliasson og mig.

Den anden sammenhæng er en Kronik i Dagbladet Politiken i dag.

Uden navn 2

Begge steder var logikken den samme (her fra dagens kronik i Politiken):

Politikerne har defineret en vektor, en pil, der peger i en bestemt retning fra ethvert punkt i den menneskelige praksis. Og det er virkelig ethvert punkt.

Der er snart sagt ingenting i vores livsførelse, der vil være upåvirket af, at vi skal bevæge os mod det mål at holde temperaturstigningen under to grader.

Alt fra maskiner, infrastruktur, produkter, huse, tøj, fødevarer og til bosætningsmønstre vil blive påvirket af den retning, vi skal bevæge os i.

Alting skal genopfindes, og det kan politikerne klart nok ikke gøre selv.

Det skal vi andre gøre. Nye teknologier, nye samarbejdsformer, nye fællesskaber skal til for at forfølge den vej, den nye verdensvektor peger.

Det er en vidunderlige mulighed og chance, vi dermed får, fordi vi kan skabe bedre liv og bedre samfund, når vi skal genopfinde det hele.

Men der er jo også den anden mulighed: at vi dukker nakken, bliver defensive og selvbeklagende og vælger en vej, som medfører ringere livskvalitet og dårligere liv.

Bogen Lys! handler netop om at lys er et godt eksempel på et område, hvor vi både kan vælge at ofre livskvaliteten i et misforstået hensyn til klimaet (sparepærer) eller at insistere på en klimavenlig løsning der også er menneskevenlig (god LED og fremtidens øvrige teknologier som kvantepunkter). Men en løsning der både tager hensyn til mennesker og klima fordrer at vi bliver mere bevidste om hvad vi vil have. Og at vi slås for det:

Danmark har en særlig mulighed for at være i front med at udvikle de lysteknologier, der bruger meget lidt energi, men skaber stor livskvalitet.

Efter led kommer kvantepunkter og lasere og andre endnu mere avancerede sager, som vil åbne for endnu større muligheder og kræve endnu mere skarpsindige brugere til at få dem gjort menneskevenlige.

Danmark har befolkningen til at stille kravene og ingeniører og designere til at levere løsningerne. Verden har brug for, at vi går i den retning.

Klimaudfordringen sætter en vektor, en retning, for den teknologiske udvikling. Vi skal gribe chancen for at udvikle bedre liv med mere lyskvalitet i stuen, i byen og i livet i det hele taget.

Det er nu, det vender.

Hvis man læser kronikken i sin helhed, får man meget mere med med om lyskvalitet. Eller endnu bedre: læs bogen “Lys!” og få hele historien i tekst og billeder.

Ved arrangementet i Diamanten var der fuldt hus, ikke mindst i kraft af et stærkt fremmøde fra lysteknologiske kredse. Derfor var det naturligt at fremhæve den side af argumentet, der handler om samspillet mellem teknologi og mennesker/brugere/samfund/kultur. Hvis vi skal blive rige af at lave lysteknologi i Danmark, handler det om at lytte til en befolkning, der på én gang er verdens mest kræsne og verdens mest nysgerrige.

IMG_7069

Man kan få et indtryk af mit indlæg ved at se mine slides fra foredraget:  slides151215

Slides består kun af tekst? Lige præcis. I bogen er teksten mit bidrag, mens billederne alle er Olafurs. Hans slides i Diamanten var kun billeder, ingen tekst. Så det passede med arbejdsdelingen i bogen, helt uden at vi havde aftalt det :-)

Interessant, fængende og lettilgængelig

Politiken anmelder “Lys!” men overser billederne – selv om anmelderen er kunstanmelder

Politiken anmeldte i lørdags “Lys!”  forholdvis positivt: Bogen får fire ud af seks mulige stjerner.

Anmeldelsen er skrevet af kunstredaktør Peter Michael Hornung: “Der er mange øjenåbnenede overvejelser og oplysninger i ‘Lys!’, for eksempel at mennesker generelt er så dårlige til at bruge øjnene.” Skærmbillede 2015-12-20 00.18.25

“Med så fremtrædende forfatternavne burde bogen være usædvanlig god? Tja, den er i hvert fald interessant, fængende og lettilgængelig,” skriver Hornung.

Men kunstredaktøren har et problem med bogen: “I kraft af en billedkunstners medvirken burde det være en bog, som inddrog kunsten på lige fod med fysikken. Men den langt overvejende del af indholdet vedrører naturvidenskab.”

Påstanden er mærkelig. Halvdelen af bogen består af billeder som alle – på nær tre håndholdte iPhone shots – stammer fra Olafur Eliassons arbejde. Det er fotografier af kunstværker eller fotografier der selv er kunstværker. Hele 80 af bogens godt 200 sider er rent billede. Derudover er der en lang række sider med både billede og tekst og naturligvis nogle med ren tekst.

Men det anmelder kunstredaktøren ikke. Han nævner akkurat at der findes fotografier af Olafur Eliassons værker i bogen, men skriver ikke mere om dem. Han skriver kun om hovedteksten, som ganske rigtigt især er baseret i den den teknisk-naturvidenskabelige og neurovidenskabelige kultur (den er forfattet af undertegnede).  Teksten refereres ret slingrende i anmeldelsen.

I netudgaven Politken.dk lyder overskriften  på anmeldelsen: “Ny bog om lys er interessant, fængende og lettilgængelig”.´

I den trykte avis er overskriften til den samme anmeldelse “Det handler om at se – efter.”

Tja: at se efter.

 

Politiken anm. Lys! 191215 1

Hvorfor er det en kunstredaktør der anmelder, når han ikke kan se at der er billedkunst i bogen?

Så kan de lære det …

Kineserne er begyndt at importere danske børnehaveerfaringer. Politiken fortælller, at “Kina [er] så inspireret af den danske tilgang til børn, at den kinesiske virksomhed Golden Apple, der er den største private udbyder af børnehaver i det vestlige Kina, importerer den danske børnehaveløsning til to børnehaver, der snart åbner i storbyen Chengdu.”

Politiken.dk’s artikel

Så kan de lære det … altså alle de danske uddannelsesorakler, der tror at de render fra os i Asien, fordi de er bedre til at bestå en eller anden pis-a’ test … den kinesiske elite er for længst begyndt på at efterspørge ordentlig pædagogik …

Sociologen Henrik Dahl mente i en udbredt tv-replik, at han var langhåret, mens jeg var hippie, fordi jeg mener at man skal lære at lære, ikke lære noget bestemt fra en test-øvelse.

Nu står det klart, at jeg bare er kineser.

Børn er større end jeg troede

 

Der er gang i børnebøgerne, når det gælder Vær nær. Ikke bare har bogen selv Halfdan Rasmussens  digt om “Bennys bukser brændte…” som afsæt, men Dagbladet Politiken pryder i dag forsiden af bogtillæget BØGER med titlen fra en gammel børnesang: “Verden er så stor, så stor …” — næste linje lyder: Lasse, Lasse lille.

 

 

 

BØGER-forsiden henviser til Amalie Kestlers originale og tankevækkende interview om bogen: “Wow. Det er jo meget større end jeg troede.”

Det er den spirituelle dimension i “Vær nær”, der er i fokus for samtalen, som foregik i Botanisk Have. Hvad går det hele lige ud på?

 

 

 

 

 

Forsiden af samme avis’ DEBAT bringer i ørvigt et interview med svenske Katrine Kielos om det økonomiske menneske. Stærkt læsværdigt! Rigtig meget i familie med “Vær nær” og “Det generøse menneske” fra 2002.

 

 

Nærved og næsten – på papir og på nettet

Politiken anmelder to forskellige bøger med to forskellige anmeldere – men næsten samme tekst

Det begynder at dæmre, når man skal forstå hvorfor Dagbladet Politiken nu er begyndt at tage sig betalt for at man læser artikler på Politiken.dk. Her havde man måske forestillet sig at det hele bare var genbrug, men nej: det er kreativt nyt og anderledes stof der står at læse på netsiden i forhold til den trykte avis.

I dagens trykte avis bringer Dagbladet Politiken, 2. sektion, side 4, således under overskriften “Tors evangelium” en anmeldelse af en bog med titlen “Vær nær. Sammenhæng i sammenfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Brinkmann.

I dagens netavis bringer Politiken.dk under overskriften “Nørretranders i ny bog: Vi er sociale og empatiske dyr” en anmeldelse af bogen “Sammenhæng i samfundet”. Anmeldelsen er skrevet af Svend Erik Nielsen.

Politiken på papir

Politiken på net

Selv om det altså tilsyneladende er to forskellige anmeldere, der skriver om to forskellige bøger, er teksterne i de to artikler alligevel forbløffende ens. De er begge forholdsvis negative overfor bogen, som de begge giver tre ud af seks mulige hjerter. Og de beklager sig begge over at de savner “en forklaring på, hvordan den erklærede storsindede menneskelige natur er blevet trådt under fode af noget ondt andet (kapitalismen?), men en sådan forklaring optræder ikke i bogen, som derfor kommer til at hvile på et postulat og en potentiel selvmodsigelse.” Det er bemærkelsesværdigt, fordi bogens midtersektion “Fairness”, den anden ud af tre hoveddele, stort set ikke handler om andet (svaret er at ulighed i samfund skaber egoisme – og at denne ulighed er vokset dramatisk de seneste tre årtier).

De to anmeldere har altså det til fælles, at de ikke har læst bogen (men det havde jo altså også ret travlt med  at skrive af efter hinandens anmeldelser).

Pull quote på papir

Der er dog også andre punkter end anmeldernavnet og bogens titel, hvor de klart adskiller sig fra hinanden. Såvel i den trykte avis som i netavisen beklager anmelderne sig over, at bogen finder det “nødvendigt at henvise til hjerneforskning for at kunne fastslå banale selvfølgeligheder” og begge sætter trumf på: “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft, og kun tror på noget, når det kan ‘bevises’ (neuro)videnskabeligt.”

 

Pull quote på net

Og begge steder gentages og fremhæves konklusionen i et såkaldt pull quote (en tekst der trækkes ud af spalten og fremhæves i stor skrift for at vække opmærksomhed). I den trykte avis fremstår konklusionen som det, den er, nemlig et citat fra anmeldelsen, mens det på netavisen er mig, der angives som ophavsmand til den citerede udtalelse:  “Det er, som om vi har mistet tilliden til vores sunde fornuft”.

Men det er altså ikke mig, der siger sådan. Det må være Politiken, der taler i søvne om sig selv.