Tag-arkiv: blogging

Total twitter

Der er gang i gaden på Twitter. Den borgerlige blogger Anne Sophia Hermansen henviser i et tweet til en artikel fra Information, “Vi bør leje – og ikke eje”, hvor jeg i et et interview fremlæger tankerne fra 2012-bogen afskaf affald om at det ville øge tilbøjeligheden til genbrug, hvis vi lejede sofaer i stedet for at eje dem. Producenten ville nemlig have en klar interesse i at lave sofaen på en sådan måde, at materialerne kan genbruges, når man har leveret sofaen tilbage — modsat nu, hvor producenten aldrig ser sofaen igen, fordi vi smider den på lossepladsen, når vi er trætte af den.

Henvisningen er ret neutral, men udløser alligevel replikker om, at den højreorienterede meningsmager er blevet femtekolonnekapitalist. 

På Informations kommentarside påkalder artiklen sig også heftige kommentarer, fordi den regnes som argument for at afskaffe ejendomsret, BNP, kapitalisme, koner, tandbørster, sund fornuft og retten til at få børn. En livlig debattråd med p.t. 87 mere eller mindre slagfærdige indlæg.

Som en debattør skriver på Informations side: “Tor har tydeligvis ramt en øm nerve!” Baggrunden for denne iagttagelse er: “Utroligt! Der kommer nogen med et ganske udmærket debatoplæg som drejer sig om problemstillinger vi SKAL tage stilling til, og det kan slet ikke gå for tjept, og lige med det samme myldrer lyseslukkerne fremme og fyrer fra alle løb indtil de er rødglødende.”

Der er gang i den. Interviewet er p.t. både den mest læste artikel, den mest anbefalede artikel og den mest videresendte artikel på Information.dk.

Genbrug, der vil noget.

 

 

 

 

 

 

 

At blogge på flere sprog

 [Det er interessant at fundere over dette indlæg fra 2007 i forhold til nutidens muligheder — hvor indlægget genposstes i 2012 efter at have være crashet i årevis — med blogredskaber som WPML (se credit i bunden af siden), som gør det ret let at lave to-sproigede blogs. Selv om resultatet bare ikke er godt nok endnu.]
af Tor Nørretranders

“De eneste virkelig stærke grænser på internettet er de sproglige”, sagde denb schweizisk-engelske bloigger Stephanie Booth onsdag på Reboot 9 konferencen i København.”Hun holdt foredrag om flersproget blogging. “Sproglige regioner er i dag vigtigere end lande,” sagde hun. Foredraget mindede mig om et manifest, jeg sidste efterår skrev sammen med Thomas Madsen-Mygdall, der organiserer Reboot. Vi fik det aldrig gjort færdig, men inspireret af Stephanies indlæg kommer det her i en foreløbig form. Kommentarer er velkomne.

Bloggere, blog på to tungemål!

Et manifest om behovet for nye programmer og en ny blogging-kultur

Af Thomas Madsen-Mygdal og Tor Nørretranders

Vi lever nu alle med fødderne solidt plantet i den lokale muld og hovedet oppe i den globale cyber-himmel. Men denne dobbelthed fremgår ikke i blog-verdenen. Mange bloggere blogger på engelsk, men ikke på dansk. Dermed lades det lokale sprog og den lokale verden i stikken. Vi vil gerne tilskynde til skabelsen af en tradition for at blogge på to (eller flere) sprog.

Blogging-revolutionen er kun lige begyndt. Med stadigt mere brugere-venlige og gratis blogging-programmer (som WordPress), er det nu blevet muligt for en stor del af planetens indbyggere at udtrykke sig og starte globale samtaler, hvis de har lyst. Omkostningen og besværet ved at skabe, lagre og distribuere tekster, billeder og lyd er blevet dramatisk meget mindre. Tærsklen for offentliggørelse er nu ekstremt lav. Hvilket er vidunderligt.

Men letheden og den lave pris skaber et problem: De fleste bloggere blogger på et globalt sprog, snarere end deres eget lokale. I Danmark blogger mange af de mest erfarne bloggere kun på engelsk. Selv om man lever på to (eller flere) sprog, blogger man kun på det ene, og det er sjældent det lokale.

På en måde er det indlysende. Blogging gør det muligt for den enkelte at komme i kontakt med åndsbeslægtede mennesker over hele verden, der deler interesser og udsyn. Dermed nedbrydes den isolation, der kommer sig af at være den eneste i et lokalområde, der har en bestemt interesse. En af blogningens og nettets store muligheder og frigørelser er muligheden for at blive globalt aktiv på sine særlige interesseområder.

Hvorfor skulle nogen blogge på dansk om et eller andet verdensfjernt og mærkeligt, som alligevel kun vil interessere nogle få danskere?

Problemet er, at nogle af de emner, man beskæftiger sig med på sin blog, helt klart er lokale. Præcis fordi tærsklen for offentliggørelse er blevet så lav, vil bloggere blogge om alle mulige emner – noget af det vil være af global interesse (i hvert fald for med-nørder rundt på kloden), mens andet kun giver mening i den lokale sammenhæng.

Hvorfor skulle man blogge om lokale danske forhold på engelsk? Det er irriterende for danskere at læse det på engelsk – og det er irriterende for de engelsksprogede læsere at blive udsat for lokal dansk brok, uanset om de kan forstå sproget.

Derfor er det ikke nok at blogge på engelsk. Vi må skabe en kultur, der gør det muligt for bloggere at blogge på to sprog: Det lokale og det globale. Altså for os danskere på dansk og på engelsk. (Der er nogle få hundrede millioner mennesker, der kun har et sprog at blogge på, fordi deres modersmål engelsk er blevet til blogningens standardsprog ‘globish’. Men dem behøver vi ikke at bekymre os om. Vi skal i stedet bekymre os om de milliarder af mennesker, der ikke har engelsk som talesprog derhjemme.)

Hvis engelsk i praksis bliver det eneste blog-sprog, bliver den lokale debat forarmet og overladt til de traditionelle medier. Der vil udvikle sig parallelle universer i blogosfæren: Et på engelsk og et andet på kinesisk/japansk/portugesisk etc. Det lokale bliver frakoblet det globale.

I gamle dage, da tekst var bundet til tryksager og atomer, som er dyre at flytte rundt på, ville løsningen være at hver blogger havde to blogs, en på det lokale sprog, en anden på det globale. Men det er nu blevet både upraktisk og unødvendigt.

Mange læsere af det lokale stof, der også vil have det globale, ville så være nødt til at gå to steder, hvilket er upraktisk. Det er bedre at offentliggøre det hele på den samme blog.

At oversætte det hele til to blogs, der spejler hinanden, ville være meningsløst: Det lokale indhold er kun af lokal interesse, så det giver ikke mening at oversætte det. Omvendt er det bedst at læse og diskutere det globale stof på “globish”. Selv folk med samme lokale modersmål som bloggeren, vil have en interesse i at det globale stof netop er globalt og bliver diskuteret på globalt sprog. To blogs på hvert sit sprog vil bare få det lokale og det globale til at drive væk fra hinanden og isolere det lokale fra det globale. Så to blogs er en gammeldags måde at løse problemet på.

Vi lever ikke længere i en verden præget af før-filtrering, hvor man er nødt til at adskille tingene, før man offentliggør dem. Vi lever i en verden af efter-filtrering: Alt kan offentliggøres og gøres tilgængeligt for alle, for omkostningerne er meget små. Bagefter kan folk så afgøre, hvad de vil læse eller have sendt som RSS-feed. Selve processen med at søge og filtrere er blevet meget effektiv og meget billig.

Løsningen er, at alle blogger på to sprog – og samtidig tilbyder meget effektive filtre, så læserne kan afgøre, hvad de ønsker at læse og modtage. Der skal altså laves filtre for sprog, både når man læser i selve bloggen på dens hjemsted og når man modtager feeds fra den.

Sådanne blogs findes selvfølgelig allerede. Man kan skabe ret enkle og robuste metoder til at tillade folk at læse og hente stof på adskilte sprog (eller på dem begge, for en typisk dansk bloglæser vil gerne have indhold på både engelsk og dansk).

Et enkelt system kan ses her. Man kan læse og hente på to sprog eller dem begge, muliggjort alene ved at alt indhold ordnes i WordPress-kategorier for de to sprog – men systemet har sine bagdele, f.eks. er al navigation og datering kun på engelsk. Det gør ikke så meget på en engelsk/dansk blog, fordi forskellen på Sunday og Søndag eller Archives og Arkiv er til at leve med. Men det bliver værre med blogging på to sprog der har forskelligt alfabet. Så vil navigationen være et problem.

Der findes allerede en række forsøg på at løse problemet med den to-sprogede navigation, f.eks. som WordPress plug-ins (Polyglot, Bunny’s Basic Bilingual Plugin, etc.). For en oversigt, se her og her. Men mange af dem løser ikke problemet med feeds og er vanskelige at håndtere.

Vi opfordrer derfor udviklere af temaer for WordPress og andre blogging-systemer til at tage højde for dette problem fremover: Blogging-temaer bør indeholde en enkel måde at håndtere to-sproget blogging, som er inkluderet i hele arkitekturen fra starten. Det skal være let for bloggere at blogge på to sprog og let for brugerne at sortere det ønskede frem på sådanne blogs.

Sådanne temaer bør bygge på enkle principper:
a. Alt indhold skal tilbydes alle på alle sprog.
b. Enkle redskaber til frasortering af indhold på bestemte sprog når man læser eller henter fra feeds.
c. Enkle greb til at skabe navigationsredskaber på det ønskede sprog.
d. Blog-kommentarer på tværs af sprog udgør et særligt problem, som det ikke er indlysende at man kan løse (ud over at kommehtatorerne selv vælger at kommentere på samme sprog som det de kommenterer).
e. Brugen af tags repræseneterer en attraktiv mulighed.

Vi opfordrer også bloggere til at begynde på at blogge på to sprog. Der skal skabes en to-sproget blogger-kultur. Og der skal skabes redskaber for den.

Og vi opforedrer blog-læsere til at benytte redskaberne til filtrering og til at kommentere på det sprog, der er anvendt i den blog, de kommenterer.

Globaliseringen betyder ikke enden på det lokale. Blogging må tage udfordringen fra en stor, åben verden alvorligt. Vi vil fremover leve i to samtidige netværk.
Det ene netværk er et globalt netværk af bit, der giver os alle en bredere horisont og en større frihed. Det andet er et lokalt netværk af atomer, som fylder vore maver, heler vore sjæle og varmer vore kroppe. Vi har brug for at have to fødder på jorden og hovedet oppe i himlen. Og vi har brug for blogging til at dele udsigten med andre og den sitrende følelse af det globale liv under fodsålerne.

Dette manifest findes også på engelsk