Politikens anmelder Mikael Rothstein leverer en sortseers tankevækkende selvrefleksion over at se frem

“En fagligt funderet, videnskabelig og gennemreflekteret oplevelsesovervejelse om verdens tilstand og fremtid.” Sådan lyder religionshistorikeren Mikael Rothsteins beskrivelse af Se frem i en anmeldelse i Politiken i dag, hvor bogen får fem stjerner. (Anmeldelsen er lagt på nettet, men bag betalingsmur).

“En diagnose og et behandlingstilbud,” kalder Rothstein bogen. Diagnose: “Verden er blevet syg. Den hænger ikke sammen. Tingene går i opløsning, store katastrofer truer, dumheden råder og fællesskaberne svigter.” Kur: “Vi kan stå tilbage som de store vindere, hvis vi generobrer initiativet og stoler på, at vi kan gøre noget ved det. Og heri består kuren: Vi skal have modet til at tænke selv, til at analysere og diskutere, til at møde verden og dens problemer og til at gøre noget ved sagen.”

Politiken Bøger 17. november 2017

Anmelderen kommer hele bogen rundt – fra Immanuel Kant og oplysningstiden til  nutidens naturvidenskab – og ender med en meget smuk, bevægende og oplysende selvrefleksion:

Man har sådan lyst til at give Tor Nørretranders ret. Man vil så gerne dele hans optimisme og »spejle Oplysningstidens vision om man hver især handler, som man mener alle burde handle«. Kant er helten hele vejen igennem, men dybest set er det vel oplysningstidens gennembrud, der danner klangbund for fremtidsvisionen. Mennesket har hele magten, og tænker vi os om, kan vi bruge den på aller bedste vis.

Men altså, har han ret? Nu skal jeg ikke gå i rette med hverken Kant eller Tor Nørretranders, men jeg tillader mig at tvivle, selv om jeg deler den videnskabsbegejstrede forfatters idealer. Sandt er det, at mange, mange mennesker er kloge, vidende, fornuftige, dygtige og visionære – læseren kender sikker mange, og måske er han eller hun selv en af slagsen – men ufattelige horder af samme art er bundløst dumme, uoplyste og uvidende.

Tor Nørretranders føler sig sikker på, at den menneskelige kreativitet er stærkest, at klogskab og viden vinder, og at en ny oplysningstid derfor er ved at vågne til dåd. Nøgternt betragtet ser jeg det modsatte, når jeg sætter den intellektuelle kikkert for mit øje, og jeg har ikke engang grå stær.

Men netop derfor, fordi der findes sortseere som mig, er ‘ Se frem’ så god en bog. Den giver mig ikke ro til at være en desillusioneret gnavpot. Den insisterer på, at jeg faktisk går rundt med problemets løsning, for så vidt jeg er i stand til at tænke frit. Det er en interessant rævesaks at havne i, for hvem vil benægte at være fri i sin tanke? Ikke mig, og så falder Tors hammer. Hvis du kan tænke, kan du redde verden. Forstår jeg Tor Nørretranders ret, så skal du faktisk.

Godt brølt, gnavpot!

Mikael Rothstein