Den koldeste skid

Er Kant kendt som den koldeste skid i filosofihistorien?

Berlingske bringer i dag en dobbelt-anmeldelse af “Se frem”. Bogen anmeldes af to vidt forskellige anmeldere med hver deres tilgang: Den velorienterede videnskabsjournalist Lars Henrik Aaagard og den højreorienterede filosof Eva Selsing (som ikke i offentligheden lægger skjul på sin orientering).

Fra Berlingskes hjemmeside B.dk

Fra Berlingskes hjemmeside B.dk

Gæt hvem der skriver følgende:

Pligtmanden Kant er ellers kendt som den koldeste skid i filosofihistorien; Nørretranders tilgang er mildest talt kreativ.

Det er selvfølgelig filosoffen Selsing, som ikke bryder sig om min gengivelse af Kant og hans moralfilosofi. Selsing klager over “den noget specielle læsning af Kants moralfilosofi, som i Nørretranders’ version kommer til at handle om, at folk ikke bare skal tænke selvstændigt, men ligefrem »tosse selv og gå løs på det hele selv.«”

I det hele taget bryder Selsing sig ikke om bogen og slet ikke dens slutning: “Nogle underligt skarpe konklusioner på baggrund af en så gennemgående rodet og usammenhængende bog, der i øvrigt handler om noget andet.”

Tonen er lidt anderledes i den anden stereohøjttaler, hvor Lars Henrik Aagard ganske vist klager over at bogen for ham at se mangler fokus og er vel rigeligt jubeloptimistisk,  men tilføjer: “Når det er sagt, så demonstrerer den 62-årige forfatter stadig, at han er Danmarks fremmeste og mest indsigtsfulde videnskabsskribent. Og dertil en dyb og på mange måder original tænker. Ekstremt komplekse erkendelser og forskningsresultater bliver formidlet elegant, sat ind i nye sammenhænge og fremført med klassisk nørretrandersk vid.”

Fra Berlingske printudgave den 11.11.17

Fra Berlingske printudgave den 11.11.17

God og interessant idé Berlingske har fået med at anmelde i stereo. Nu venter vi bare på surround sound. Nåh nej, man behøver ikke vente, der er jo BogForum her i weekenden …

Leave a Reply