Livets grundlov

Til fejringen af 100-året for Grundloven af 1915, der gav stemmeret til kvinder og mænd uden formue bad regering og folketing 100 danskere om at lave en grundlovstale. Her er min:

Tale til 100-års fejringen af indførelsen af kvinders stemmeret

Livets grundlov  ude og hjemme i verden

Kære Grundlov!

Tak fordi vi måtte komme indenfor. Det betyder virkelig noget for os at vi nu må være med. I årtusinder har vi mænd været udenfor.

Vi har ikke været med dér hvor de virkelig vigtige ting skete; dér hvor evigheden titter ind i dagligdagens øjeblikke; dér hvor det storslåede udfolder sig og man er i kontakt med historien, med fremtiden, med planeten og med kosmos. Vi har ikke været med i børneværelset, i køkkenet eller i fordybelsens ro. Vi har skullet noget andet, noget ude i samfundet.

Kønsrollerne var engang så enkle: Mændene tog sig af samfundet, økonomien, politikken og værtshuset. Kvinderne tog sig af de små, det små, maden, bønnen, husfliden og det lokale netværk.

Mændene var optaget af alt det dennesidige, det forbigående og det løgnagtige: magten, pengene, prestigen, anseelsen, medaljerne. Kvinderne, derimod, stod for alt det, der har kontakt med evigheden: nye generationers opdragelse i slægtens videreførelse, maden som vores vigtigste begribelse af det planet vi lever på, refleksionen over livets lod og det der virkelig gælder som afgørende begivenheder i et liv. Kinder, Küche, Kirche som tyskerne siger: Børn, aftensmad og livets mening.

Kvinderne var hjemme i verden, mændene var ude i verden.

Det kan godt være at det var mændene, der bestemte, at det skulle være sådan, men derfor var det stadigvæk meget trist for os mænd, at vi var udenfor hjemmets kontakt med det store i tilværelsen.

Men det fik du så lavet om på, Kære Grundlov. Du gjorde det i samklang med en naturlov, der end ikke var opdaget, da du blev vedtaget i 1915. Det er en naturlov, som handler om forholdet mellem de to køn i dyrenes verden. Loven blev opdaget i 1971 af den amerikanske biolog Robert Trivers, men forarbejdet blev gjort hundrede år før af den store evolutionstænker Charles Darwin i England.

Darwin havde indset at levende væsener kunne udvikle sig fra generation til generation, fordi der var et udvælgelsespres – det var svært at overleve. Men naturen er jo præget af en underfuld skønhed og ødselhed, der ikke rimer med at det hele handler om at overleve. Hvorfor er verden da så smuk?

Darwin studerede dyrearter og planter og andre levende væsener præget af smukke ornamenter og skønne mønstre — fra påfugle til zebraer og fisk. Han kunne vise, at der ofte var forskel på de to udgaver af en dyreart, man finder i naturen: de to køn. Medlemmer af det ene køn er typisk meget iøjnefaldende, mens det andet køn er mere funktionelt indrettet. Tænk på ænder i en park: Hannerne er udstyret med farvestrålende kalotter og halsringe samt en lille krølle på halen, mens hunnerne er mere camouflagefarvede og har let ved at gå i ét med krattet, hvilket er hensigtsmæssigt hvis der er en ræv eller en jæger efter en.

Hvad forklarer forskellen mellem kønnene, spurgte Darwin. Han kunne vise at der var mange arter, hvor der var stor forskel på kønnene, men også andre hvor der kun var lille forskel — og at det som regel var hannerne, der var mest iøjnefaldende, når der var en forskel. Men han kunne ikke forklare hvorfor.

Det kunne til gengæld Robert Trivers hundrede år efter: Det er altid det køn, der ikke tager sig af at passe afkommet, der ser mest farvestrålende ud. Forklaringen er enkel: Hvis man tager hele besværet med at passe på ungerne, er man travlt beskæftiget hele sommeren, så man ikke kan få andre unger. Man må derfor være kræsen med hvem man parrer sig med. For man har kun den ene chance per sæson. Derfor må den, der passer unger, kræve at parringspartneren viser at han (for det er det som regel i dyreriget) dur til noget. Blandt dyr gøres det ved at hannerne har smukke fjer, smukke pletter eller smukke horn. Det er markører, der signalerer at der er tale om stærke og sunde individer, der kan levere god arvemasse til afkommet.

Trivers lov var enkel: Passer man unger, må man være kræsen. Passer man ikke unger, må man være i stand til at vise at man er dygtig nok til at kunne lave flotte fjer og overleve med dem, selv om de er iøjnefaldende.

Blandt de dyrearter, hvor begge køn deltager lige meget i at tage sig af afkommet, er der ikke den store forskel på de to køn, for de er lige kræsne.

Men hvad så med mennesker? Kvinder betjener sig ganske vist af lånte fjer og masser af øjenskygge, men det er jo ikke det samme som en medfødt fjerdragt hos en fugl eller et mønster på en giraf. Hvordan kan mænd, der hverken passer børn eller bruger sminke, så vise sig frem på iøjnefaldende vis? Mænd har jo hverken fjer eller striber eller horn.

Men mænd har noget andet, der viser at de er stærke individer, som er værd at parre sig med: mænd kan gå på arbejde, tjene penge, bygge haveskure, diskutere politik, lægge arm og vaske bil.

De traditionelle kønsroller passer aldeles med den biologiske lov: Mændene gik ud i samfundet, for at vise hvor dygtige de er, mens kvinderne blev hjemme og passede børn. Derfor var en en vis logik i at kvinderne ikke havde stemmeret og at mændene var afskåret fra det vigtigste og mest vidunderlige livet, som jo foregår i børneværelset og køkkenet. Mændene lavede politik, kunst, videnskab, magt, penge, fagforeninger. Kvinder rørte ved evigheden derhjemme.

Men det blev der lavet om på, Kære Grundlov. For 100 år siden startede du en proces, der for alvor accelererede med det voksende behov for mere arbejdskraft, som fulgte med Danmarks industrialisering i 1960’erne og førte til kvindebevægelsen i 70’erne: Kønsrollerne ændrede sig. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og ind i Folketinget, deres værker kom ind på kunstgallerierne, op på bibliotekernes hylder og de selv stod på foredragsscenerne, sad i bestyrelseslokalerne (OK … næsten da …), optrådte i Blå Bog og tronede for bordenderne til statsråd. Sådan!

Verden blev et bedre sted, fordi kvinderne førte en feminin logik og en mere empatisk og rummelig menneskeforståelse med sig ind i politik og erhvervsliv og i kulturens verden. Dejligt! De førte sig frem og viste sig frem og fik indflydelse, anerkendelse og en ny form for scoreværdi.

Det var godt og det er værd at fejre i 100-året for Grundloven 1915.

Men det er lige så vigtigt at fejre den anden side af den proces, som er beskrevet i Trivers’ lov: Når de to køn er ens i deres investering i afkommet, betyder det også at de er ens i deres visen sig frem. Og omvendt.

Når kvinderne kommer ud i samfundet betyder det at mændene kommer ind i børneværelset.

Endelig! Vi mænd får lov til at kysse evigheden. Næste generation, næste måltid, næste dybe stund. Vi er med! Vi betyder noget, vi mærker velsignelsens lune fryd i knoglerne, når vi skifter ble og kysser godnat eller håndterer underfuldt righoldige økologiske grøntsager i køkkenet. Vi hengiver os.

Det er endnu ikke altid at kvinderne helt kan finde ud af at give os plads og lade os komme til. De kønsroller vi er opdraget til gør det svært for den moderne mor at lade far blive en ligeværdig partner i hjemmet, selv om kvinden nok forstår at insistere på at hun skal være en ligeværdig spiller ude i samfundet.

Faktisk er der mange fortællinger om mænd, der først efter en skilsmisse for alvor har fået hul igennem til deres børn. Kærlighed gror af nødvendighed – og det er alt for let for den gifte mand at luske bort fra barnepasningen for at tale i mobiltelefon. Især når det er svært at komme til at tage slæbet, fordi det falder kvinden så meget lettere lige at ordne det … selv. På den måde kommer manden aldrig rigtig tæt på ungerne, aldrig så tæt at det bliver hjerteskærende klart for ham, at de ikke kan klare sig uden ham. At han er nødt til at elske dem 24/7. For kun da opstår nødvendighedens bånd: Vi er her for hinanden, i og med hinanden.

Det er ikke fordi kvinder er onde og mænd er ofre. Eller fordi skilsmisser er spor nødvendige for at få fædrene til at få forbindelse til børnene. Slet ikke. Det er fordi det her er nyt. Det er et overgangsfænomen for generationer, der er vokset med ét sæt kønsroller og skal leve med et andet. Det er en overgang, der fortæller, at det kun et 100 år siden at kvinderne blev regnet rigtigt med som samfundsborgere med valgret.

Det store samfunds kvindediskrimination er på retræten og faktisk på mange områder, for eksempel i politik, ved at være kørt agterud. Nu mangler vi bare den symmetriske bevægelse derhjemme i børneværelset og i køkkenet.

Det er nogle gange lettere at få symmetrien på kollektivt plads ude i det store samfund end individuelt hjemme i den lille verden.

Men det skal nok komme, Kære Grundlov. Du fik startet det hele og hver mand må nu tage den lille kamp derhjemme med fruen om at han skal have lov til at præge børneværelset og køkkenet på lige fod.

Kvinder har fået stemmeret i samfundet og snart har mænd også fået det i familien.

Man kan ikke lave verden om uden at lave sig selv om. Man kan ikke lave sig selv om uden at lave verden om. Derfor kan man heller ikke forandre samfundet uden at forandre familien – eller forandre familien uden at lave samfundet om.

Vi er godt i gang, både ude og hjemme.

Alt det har du givet os, kære Grundlov, på bare hundrede år.

Tak og tillykke.

—-

Flere taler fra 100-års fejringen på den officielle hjemmeside www.100aaret.dk og den tilhørende Facebookside www.facebook.com/KaereGrundlov. På twitter #kaeregrundlov. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *